Moderne mobning – hvad stiller vi op?

ZXS8JRI3BA

Uden på nogen måder at være ekspert på området, vil jeg påstå, at der, i enhver relation, hvor mobning finder sted, må ses problematikker hos både den mobbede og den mobbende. Ingen af dem, kan så vidt min forstand rækker, have det særligt godt med sig selv.

I nat modtog jeg en besked på facebook, fra en temmeligt desperat pige, som netop havde opdaget, at en gruppe personer, som hun tilsyneladende ikke anede hvem var, havde oprettet en “hade-profil” tilegnet hende, på instagram. En profil, hvor de med rund hånd, delte ud af gloser som “klamme luder”, “grimme so” og en pokkers masse mere i samme boldgade tilknyttet billeder af den stakkels pige. Forfærdeligt, hvis nogen spørger mig!

Pigen det var gået ud over, bad mig om hjælp til at få belyst historien, så denne hadegruppe kunne lukke ned på de sociale medier. Udover mig, har hun efter alt at dømme i mit instagramfeed, spurgt virkelig, virkelig mange flere, mere eller mindre offentligt kendte personer.

Og her hopper kæden altså en lille smule af for mig.

Det kan godt være at vi lever i en ny tidsalder, i forhold til da jeg var barn og at mine forventninger til håndteringen af forskellige problemstillinger derfor, er skudt helt ved siden af. Alligevel tænker jeg, at der er ét eller andet grueligt galt, hvis vi forventer, at vi skal løse et personligt problem, som er opstået – eller synliggjort – på de sociale medier, ved at ruske op i det halve af Danmark og søge om opbakning hos komplet fremmede. Hvad er der blevet af det nære netværk? Hvor er dem, som skal bakke op når det bliver sværest? Og måske vigtigst af alt – hvor er slukknappen til den evige opmærksomhedssøgen?

Man bliver ikke mobbet mindre, fordi man bliver mere kendt. Tværtimod. Det bliver ikke lettere at håndtere, fordi tusindvis af fremmede stemmer i grædekoret. Dét, der efter min mening tæller, når det for alvor brænder på, er det hjemlige og nære netværk. De mennesker, som elsker én og som man elsker tilbage. De mennesker, som ikke behøver at se på hverken følgertal, likes eller flotte opstillede billedløgne, for at vide hvad man er værd.

Selvfølgelig vil jeg gerne være med til at sprede budskabet om, at vi skal være ordentlige overfor hinanden og at hadegrupper og deslige, selvfølgelig ingen steder hører hjemme, i en verden af viden og kommunikation. Selvfølgelig er det forkasteligt, at nogle mennesker – typisk formentlig børn – har så dårligt udviklede empatiske evner, at de ikke formår at forstå, hvor nederdrægtigt det må føles, at være den udsatte. Men helt ærligt, så tror jeg ikke det hjælper, at jeg råber højt.

Jeg tror at vi – vores nye tidsalder til trods – skal huske at kigge hinanden i øjnene. Vi skal huske på, at vi allesammen er mennesker. Både dem, som holder tilbage i køen og dem som springer over. Vi skal lade os trækkes mod dét, der for alvor er vigtigt og finde styrken i dét, der er vigtigt; de mennesker vi omgås. Vi skal søge trøst hos dem som kender os og sammen med dem, finde styrken til at overkomme de forhindringer vi møder på vores vej. Vi skal huske, at vi er mennesker og at kram føles allerbedst, når de bliver givet i virkeligheden, med varme, omsorg og kærlighed.

Skriv din kommentar

Kommentarer (5)

  1. Så sandt som det er sagt :-).
    Selv er jeg “kun” på facebook, men hygger mig med det. Men til tider, når der kører shit-storms mod det ene eller andet, eller folk får sendt en ugennemtænkt kommentar afsted, overvejer jeg godt nok, om jeg gider være en del af det….

  2. Super godt indlæg! Jeg hat selv oplevet mobning over facebook. Faktisk var der lavet en hel gruppe for dem, som var efter mig. Jeg blogger nu om mine oplevelser for at hjælpe andre.