Lilla t-shirts, første skoledag og en betænksom mand

IMG_4397

Et selfie på cyklen, da jeg holdt for rødt, i lysreguleringen lige efter Instituttet for Psykologi.

Skæbnen ville det, at jeg i går, på vej ned til den ansigtsbehandling min søde, søde mand havde foræret mig, inden han rejste, cyklede lige forbi alle de nye psykologistuderende, som i dag, på første dag i rus-ugen, stod forventningsfuldt omgivet af deres vakse tutorer, som i deres oversize lilla t-shirts, ikke var til at tage fejl af.

Jeg brød ud i, hvad der må have været verdens måske største smil! I ved, det der smil, som kommer lige inden den latter, som ligger tungt nede i maven og venter på at komme ud. Det der smil, som er lykkeligt! Det var den dejligste følelse at cykle forbi. At lade studerende være studerende og vide, at jeg er et helt andet sted i livet end dér, hvor jeg har lyst til at have første skoledag. I hvert fald ikke sådan i traditionel forstand.

I stedet holdt jeg min egen lille første skoledag, hvor I allesammen i går morges blev inviteret med – til den virtuelle fødsel af JordemoderCana.dk.

Fuldstændigt som forventet, skulle det endnu engang vise sig, at I er sødere end søde og at I på kryds og tværs af både aldre og i dén grad graviditetsstatus, har delt nyheden om min nye jordemoderblog. Tak, damer!

De gange jeg her på mortilto.dk har delt jordemodererfaringer, fødselshistorier og andet graviditets- eller fødselsrelateret, har der altid været en blandet modtagelse – dem som elskede det og dem som var fuldstændigt færdige med at interessere sig for emnet. Derfor har jeg besluttet at køre jordemoderbloggen som sin egen lille blog, således de af Jer, som ikke har interesse i at læse med om den slags, nu med lethed kan lade være, uden I skal føle at I “går glip af” en masse andet.

Og ja, den er god nok – jeg har fået en ansigtsbehandling forærende af min mand. Han er altså mere end bare almindeligt god ved mig, selvom han lige nu befinder sig på den modsatte side af jorden. Pladderromantik eller ej, så er jeg fuldstændigt pjattet med den slags materialistiske kærligheds(-og-jeg-forstår-godt-at-du-har-brug-for-lidt-velvære)-erklæringer fra min mand.

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Tillykke med din nye blog. Fedt at du forfølger dine drømme og sætter dem på stand-by, der ikke føles rigtige lige nu.
    Du er et utrolig inspirerende menneske 🙂
    Men et spørgsmål poppede op, da du annoncerede at du ikke skulle studere alligevel. Hvordan har du det med at være flyttet fra Broager til København for at studere, når planen så blev en anden??
    God aften 🙂

    1. Tak, Tanja 🙂 Det er et mægtigt godt spørgsmål. Det korte svar er, at jeg har det fint. Resten gemmer jeg til et blogindlæg 😉
      Også god aften til dig.