JordemoderCana

cropped-cropped-IMG_7650

Kun lige er jeg trådt ind ad døren fra bagtrappen, til lejligheden, hvor det første jeg gør, er at sætte elkedlen til endnu engang at koge vand, i håbet om, om lidt, at kunne drikke dagens første hele og varme kop kaffe, da det pludselig bliver mørkt og himlen åbner sig med et brag.

For mindre end et minut siden, gik jeg hjem fra børnehaven i en lille chiffon-top og nederdel og nød solskinsvejret og de stadigt lune sommermorgener.

Det minder mig om, at livet er foranderligt. Intet er statisk og alting kan vende på et splitsekund. Som det, hos mig, i løbet af det seneste år har gjort allerede et par gange.

Og nu vender det hele igen.

Thomas er rejst tilbage til Los Angeles, hvor han skal lægge, hvad der forhåbentlig skal vise sig at være sidste hånd på et stort projekt, han igennem de seneste snart tre år, har arbejdet på. Jeg er alene med drengene i København. Alene, sammen med mange af mine gode veninder. Det er pissehyggeligt. Og effektivt.

Min mand kan rigtigt meget, men dér hvor jeg typisk tænker allerbedst, er når jeg sammen med mine gode veninder hælder et par liter kaffe direkte ned til det i forvejen varme snakketøj. Det er dér, hvor verdenssituationen bliver endevendt på en eftermiddag og nye ideer og inspiration opstår, som den gule farve på en rapsmark i begyndelsen af maj.

Derfor, i min mands lige vel rigelige fravær, har jeg, efter drøftelser med mine veninder og en nyblomstret energi, besluttet, at jeg igen skal til at være jordemoder. På en måde.

Jeg har taget de første små spadestik til en jordemoderblog, hvor jeg igennem det skrevne, som jeg i løbet af det seneste år, har lært at jeg elsker højere end jeg troede, vil forsøge at være den bedste jordemoder jeg kan tænke mig.

Jeg vil ganske beskedent gerne være hele Danmarks online jordemoder. Jeg vil selvfølgelig blogge løs, som sædvanligt, her på siden; bare om alt muligt andet end graviditet og fødsel, som altså rykker over på en blog for sig selv.

JordemoderCana.dk

For alle de af jer, som hverken er gravide eller drømmer om at blive det, er siden formentlig fuldstændigt ligegyldig. Mit håb er dog, at I vil være med til at sprede ordet. At I vil fortælle jeres gravide veninder om siden og lade dem vide, at de hos mig, kan søge fagligt velfunderede svar på de spørgsmål de end måtte have i forbindelse med graviditet og fødsel.

JordemoderCana.dk er selvfølgelig også på både facebook (HER) og bloglovin (HER).

Skriv din kommentar

Kommentarer (32)

  1. Hvor lyder det bare så dejligt i mine øre! Og tillykke med sit valg! Jeg vil glæde mig til at følge dig og din nye blog. Og glæder mig da nu endnu mere til selv st komme ind på uddannelsen næste år! God vind herfra

  2. Hej Cana 🙂 fra en jordemoder til en anden, vil jeg sige, at det er dejligt, at du bruger vores fag andre steder end på sygehuset. Rigtig meget held og lykke med det selvom jeg hverken er gravid eller påtænker flere børn pt. vil jeg følge med. Kh Lena

  3. Det lyder bare som en kanon idé! Jeg glæder mig til at følge med, ligesom jeg nyder at følge dine andre sites. Jeg er selv mor til to og ønsker at blive jordemoder. Det er uklart, hvorvidt jeg/vi skal have flere børn, men med interesse for faget vil jeg glæde mig til at følge med!
    Dog har jeg problemer med at finde JordemoderCana på facebook, men det skyldes velsagtens, at det er så nyt?
    God vind fra Aalborg!

  4. Ih, hvor spændende! Det vil jeg glæde mig til at følge med i 🙂

    Hvis du på et tidspunkt får behov for læserhistorier, så kan jeg bidrage med en historie om en sen provokeret abort.

    1. Det lyder som en vigtig historie, som jeg synes det er sejt at du vil dele! Jeg melder mig under fanerne, hvis det bliver aktuelt 🙂 Tak 🙂

  5. Som Kathrissen melder jeg mig også hvis du skulle få brug for læserhistorier – jeg har en om at fortsætte graviditeten på trods af (hvad der føltes som) et massivt pres for en provokeret fødsel før uge 22. Det endte med en dødfødsel i uge 30, som takket være verdens bedste fødested faktisk endte med at være en rigtig god fødsel! (I jordemødre er fantastiske og uundværlige! Når jeg bliver diktator får I frie hænder)

  6. Det lyder virkelig spændende – og som et rigtig godt projekt.
    Selvom jeg ikke har nogle små i støbeskeen, så ved jeg at emnet kan bringe gode/uforløste minder frem for en hver kvinde, som har født et lille mirakel. Uanset om det har været en hård fødsel eller en nem én, så er der så mange følelser involveret – at jeg sikker på, at du kan få mange kvinder til at følge dit projekt.
    Jeg ønsker dig i hverfald held og lykke…. og så vil jeg sidde klar og følge dig!

    De bedste hilsner fra Hanne

  7. Hvor er det fantastisk! Jeg har kun én drøm og det er at blive jordemoder, men efter 12 afslag (læs: 4 afslag fra hver af de tre jordemoderskoler) er drømmen svær at realisere. Jeg glæder mig sindssygt meget til at følge med ovre på det andet domæne også 🙂
    Kh.

    1. For pokker da også, Julie-Marie! Det var alligevel nogle stykker. Tag endelig fat i lig hvis du beslutter at søge igen næste år – jeg har trods alt både faglig indsigt og god erfaring med at skrive motiveret ansøgning 🙂

  8. Og mig som lige skulle til at høre om du ikke ville skrive mere relateret til dit fag! Det er så spændende
    Jeg bidrager også gerne med en hjemme fødsel historie. Det var fantastisk!!

  9. Det er da en drøn god ide. Det vil mange blive glade for!
    Jeg stopper nu efter barn nr 3. (Med en sidstemand på 4,5 kg) Men mange kvinder vil nyde godt af det.

  10. Den vil jeg med glæde følge og jeg vil vente spændt på et indlæg omkring hjemmefødsel som er en drøm for mig til nr 2.

  11. Hvor fedt Cana. Jeg vil ikke selv bruge siden, da jeg har fået mit sidste barn. Jeg var dog super glad for at bruge din viden, da jeg var i terminsgruppe med dig og efterfølgende “online mødregruppe” med dig og Jens og jeg er sikker på at der er en masse andre, som vil kunne bruge din kæmpe viden og dejlige ligetil facon!!!!

  12. Sejt!
    Sig til hvis du skal bruge nogle eksempler. Jeg har tre fødsler i bagagen – senest for 14 dage siden 🙂