Fri mig for børn!

image

I min efterfestboble i går, hvor jeg – efter at have tilbragt hele dagen i min mors dejlige have, i selskab med grinende børn, pangfarvede badebassiner og overload af både kys og jordbær – faldt i søvn synkront med børnene henad klokken 19.30, glemte jeg fuldstændigt alt om det DR2-tema, som jeg tidligere har skrevet om HER “Fri mig for børn” som blev sendt, og som jeg altså var en lille del af. Som en sidebemærkning, ovenikøbet både med langt og kort hår. Programmet, som jeg forøvrigt synes er rigtigt fint, varer en lille times tid og kan ses HER.

Det er et program hvor en kvinde, som var i tvivl om, hvorvidt hun gerne ville have børn, mødtes både med mig og med en kvinde som har valgt ikke at få børn.

Vi snakkede om mange flere ting end programmet viser og hun spurgte mig blandt andet om jeg var blevet lykkeligere efter jeg har fået børn. Det korte svar er nej.

Nej, jeg er ikke lykkeligere efter jeg har fået børn.

Inden jeg fik børn, havde jeg et dejligt liv, hvor jeg udfordrede mig selv og var i en god personlig udvikling. Jeg nød livet og alle dets muligheder og jeg nød at have min mand for mig selv. Jeg nød at være ung og fri og jeg elskede mit liv.

Nu, efter jeg har fået børn, har mit liv ændret sig markant. Særligt de første par år af mit moderskab var hårde, fordi jeg var fortvivlet over det tab af frihed jeg oplevede, i takt med at jeg prioriterede min søn højere end mig selv. Friheden til at gøre hvad jeg ville, var forsvundet som dug for solen. Tiden – og lysten – til at være sammen med min mand, var nedadgående og jeg synes på mange måder, at det var enormt svært at blive mor.

Allermest svært var det, fordi den kærlighed jeg oplevede til mit barn – det symbiose vi indgik i – var altopslugende. Aldrig før har jeg oplevet at elske, som jeg elsker mine børn. Aldrig før har jeg elsket nogen så højt, så jeg uden at blinke vil ofre alt i mit liv til fordel for dem. Men det vil jeg. Det var enormt svært at være så følelsesmæssigt ambivalent, på den ene side at savne det frie liv og på den anden side at knuselske den som havde forårsaget den frihedsfrarøvelse jeg følte det var at få er barn.

Mit liv er anderledes end det var, før jeg fik børn. Tilvalget af mine børn har betydet fravalg af noget andet. Daglige, timelange cafeture med veninderne, lange morgener i sengen og cocktails hver eneste weekend, står ikke længere på min dagsorden. Til gengæld er jeg sammen med mennesker som jeg elsker ubetinget, hver eneste dag. Jeg får lov til at mærke kærlighed hele tiden.

Da det, for nogle år tilbage, gik op for mig, at mine fravalg ikke var betinget af andre end mig selv og mine prioriteringer, blev alting lettere. Det gik op for mig, at jeg selv vælger en del af de sociale hverdagsarrangementer fra, fordi jeg rent faktisk hellere vil noget andet. Jeg vil hellere mine børn. Og heldigvis også min mand, som – efter jeg forstod at ansvaret for mit eget liv og min ændrede hverdag, udelukkende lå hos mig – igen blev min allierede, min ven og min kæreste.

Da jeg forstod at min frihed til at gøre hvad jeg ville, i virkeligheden ikke var blevet så begrænset som jeg antog, men i stedet et udtryk for at mine prioriteter havde ændret sig til, at jeg i virkeligheden hellere ville være sammen med min familie og være en god mor, end jeg ville ligge på sofaen og spise tømmermændsjunkfood hver eneste søndag, som det ofte var tilfældet, fordi det var dét jeg dengang havde lyst til.

Jeg er ikke blevet lykkeligere, men jeg oplever hver eneste dag den største kærlighed jeg kan forestille mig og jeg ville – til trods for at jeg formentlig også havde været tilfreds med mit liv uden børn – aldrig, aldrig, aldrig bytte det ud for noget.

Jeg tror ikke der kan findes et entydigt svar på, om det er bedre at have børn, end ikke at have børn og jeg respekterer fuldstændigt hvis nogen vælger ikke at få børn. Jeg tror, at livet uden børn kan være et dejligt og på mange måder rigt liv, men jeg tror også, at livet med børn – hvor besværligt det i perioder end måtte være – for de fleste, er et liv forbundet med ubetinget kærlighed, som set med mine øjne, er det største vi som mennesker kan opnå.

Skriv din kommentar

Kommentarer (39)

  1. Fantastisk indlæg! Jeg har ingen børn, men vil rigtig gerne have nogle sammen med min kæreste. Jeg har dog også selv gået med tanker om frarøvet frihed, og det at hele tiden skulle prioritere anderledes. Efter at have læst det her, kan jeg mærke at det hele nok skal gå, det har givet mig et nyt perspektiv, som jeg har manglet.

  2. Fantastisk indlæg.
    Du forstår i den grad at sætte ord på de ting jeg følte da min guldklump var lille, men heldigvis ser jeg den dag i dag på det at have et barn, på samme måde som dig, mit liv er blevet rigere, i den forstand at jeg hver dag er omgivet af ubetinget kærlighed fra min datter.

    Tak Cana for at sætte ord på det, det kunne jeg ikke dengang, eller sidenhen for den sags skyld.

  3. Det bedste indlæg. Tak fordi du formår at beskrive og sætte ord på det, som jeg ikke selv har kunnet.

  4. Flot skrevet Cana!
    Uden tvivl kan de fleste mødre sætte sig ind i den følelsesmæssig rutsjebane du beskriver. Jeg har selv været der og kæmpet for at acceptere at friheden med børn er noget helt andet end med børn. Jeg troede at min frihed var helt ophørt – men det passer jo ikke!
    Det er nemlig en prioriteringssag og vi bliver belønnet med den mest fantastiske gave – den ubetingede kærlighed fra vores poder.
    God søndag til dig og din familie og tak for en skøn livsbekræftende blok!

  5. Jeg kommenterede også da du skrev om udsendelsen sidst, og tillad mig at sige, at jeg bedre kan lide det her indlæg. Jeg så i går en kvinde skrive til en anden “skidt med at du ikke er lige så tynd som Medina, du er nemlig mor, og det er det største en kvinde kan opnå”. Der tænkte jeg sgu godt nok “arrrh, kan det nu også passe?” For når man står med sine børn, så tror jeg på at der ikke findes noget større, mere altkonsumerende og betingelsesløst end kærligheden til dem. Men hvad så med dem der bevidst vælger ikke at få børn? Opnår de så aldrig ‘det største’? Eller er ‘det største’ måske bare noget andet for dem uden børn? Jeg er ret afklaret med, at jeg ikke vil have børn. Jeg vil gerne sidde med en sovende baby og føle livets storhed. Jeg vil også gerne købe sødt babytøj, gå lange ture med barnevogn og føle mig forelsket når de siger noget sjovt, kan noget nyt eller gør mig stolt. Til gengæld gider jeg ikke indrette resten af mit liv efter andre væsner, få afbrudt min nattesøvn, de evige bekymringer, den begrænsede frihed og være blind af kærlighed. Jeg har valgt mig selv, for jeg elsker mig selv højere end de børn jeg ikke har, og jeg glæder mig til den dag at det er okay at vælge sådan 🙂

    1. Jeg håber virkelig, Cæcilie, at den dag er nu. Jeg tror dog ikke accepten skal findes i samfundet med i dig selv, som det er tilfældet med det meste. Jeg tror – uden at vide det – at mange undrer sig over når mennesker som du bevidst fravælger børn. Med en undren kommer spørgsmål, men som i min optik ikke betyder at det er hverken mere eller mindre rigtigt at vælge det ene eller det andet 🙂

  6. Jeg er et velformuleret og velreflekterede menneske. Men jeg har, på trods af to børn på 1 og 4, ikke selv kunnet formå at slå hovedet på sømmet i så fremragende specifik en grad, som du har gjort i dette indlæg. Det ambivalente. Kærligheden overfor friheden og det næsten melankolske forhold, man kan få til sin fortid. At man kan elske så højt, at man glemmer, hvor ansvaret ligger. Tak for det. Tak for ordene. Hvor jeg dog trængte til at læse, at det ikke bare er mig.

  7. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at mange mødre sætter det op som børn kontra frihed. Fatter I ikke, at man godt kan forpligte sig på andre måder? At fravælge børn betyder ikke, at ens liv består af “daglige, timelange cafeture med veninderne, lange morgener i sengen og cocktails hver eneste weekend”. Der er SÅ mange andre måder at forpligte sig på end at få børn, det kan både være sager, man kæmper for eller relationer til andre. Faktisk vil jeg sige, at børnefamilierne er dem, der har mest fritid. Jeg passerer både Zoo og Tivoli mange gange hver uge, og det er konstant børnefamilier, der står i kø. Når jeg går hjem gennem Frederiksberg Have, er det også børnefamilierne, der “camperer” på græsset med picnickurve. Husker ikke, hvornår vi sidst har haft tid til den slags.

    1. … men du udtaler dig bare om noget du ikke ved noget som helst om 🙂 Prøv at lade være med at dømme andre mens du sidder og siger du ikke selv vil dømmes, ironien er FOR tyk.

    2. Kære Anja,
      Jeg skriver udelukkende om mit eget liv før og efter børn og tager ikke stilling til hvor forpligtet man kan være, hverken som forælder såvel som ikke-forælder.

        1. Det synes jeg nu er temmeligt klart i kraft af at jeg konsekvent skriver “jeg” og ikke “man”. Men tak for tippet 😉

          1. Jo, men du ender jo alligevel med at tro, at andre ikke opnår det største i livet.
            Prøv at læse denne artikel, det er faktisk synd, at folk får stoppet al den “babylykke” ned i halsen – de får jo ikke tænkt sig om, inden de får børn, og for en hel del er det faktisk ikke lykken. Der er en psykolog i min familie, og hun får flere og flere patienter, der er i kæmpe krise, fordi de fortryder deres børn.
            http://www.femina.dk/dit-liv/selvudvikling/tabu-jeg-var-lykkeligere-uden-boern

  8. Meget meget enig! Og jeg er væsentligt mere enig med indlægget denne gang end sidst 🙂
    Min søn er 3.5 måned. Jeg er ikke mere lykkelig nu end før, men lykkelig på en anden måde. Kærligheden i mit liv er en anden. Og jeg elsker det. For mig er det at være mor det største der findes. Men synes dælme vi skal hylde og acceptere at det ikke er det for alle.

    1. En hyldest synes jeg måske er at strække den, men selvfølgelig er moderskabet ikke for alle 🙂

  9. Jeg har set afsnittet nu, og jeg må ærligt indrømme at det har sat nogle tanker i gang. Jeg nærmer mig de 30 (gisp!) og har hverken kæreste eller børn. Og faktisk er jeg kommet i tvivl om jeg nogensinde skal have børn. Jeg har tit følt mig bagefter, når jeg ser på de mennesker omkring mig, som har barn/børn, men så tænker jeg, at som udpræget B-menneske er det måske meget godt at jeg ingen børn har. Jeg kan ikke fungerer om morgenen. 😉 Det er afprøvet og det går ikke.

    Jeg ved sgu ikke for et eller andet sted, så vil jeg måske godt alligevel. Det er lidt en svær beslutning at tage, synes jeg. Nu er tiden, så også ved at rende fra mig, efter min egen mening.

    1. Det er megasvært og jeg forstår dig godt. Dog vil jeg sige, at tiden endnu ikke er rendt fra dig – gennemsnitsalderen for førstgangsfødende i DK er 29 år, så der er altså mange på begge sider af 30 som får børn 🙂

  10. Tak for et rigtig godt indlæg! Jeg måtte fluks maile det til min veninde, som er 35 og muligvis skal have børn om et par år. Hun har nemlig tit spurgt til det med at “miste sin frihed”. Og jeg synes, at dette indlæg besvarer det meget godt.
    Jeg har respekt for dem, som fravælger børn – det skal de naturligvis have lov til – det er jo deres liv!
    Jeg kunne personligt aldrig forestille mig et liv uden børn. Ja, det er da hårdt, mens de er små. Men nogen gange tænker jeg til mig selv: Hold da op med at være så whiney! Ved Gud ja, der er mange morgener kl 4.30, der er skrig og skrål, lortebleer osv, men så siger jeg til mig selv, at der ER folk på denne klode, som har det værre. Jeg dør lissom ikke af, at miste nattesøvn – det er mit eget egoistiske behov, som skal tilsidesættes I EN PERIODE. Dét at have børn har fjernet fokus fra mig selv. Og man kan sgu egenligt blive ret selvoptaget med årene.
    Derudover ser jeg også det med at få børn som en investering i min fremtid (for at sige det direkte). Så er der nogen – forhåbentlig – til at tage sig af mig, når jeg er gammel og intet fatter. Og jeg vil forhåbentlig opleve glæden ved børnebørn! Som Lisbeth Dahl udtalte i et interview: “Når ens børn får børn, så får man selv flere børn!”. Det er også noget, jeg ser frem til senere i livet, da jeg ved, hvor stor en glæde mine børn giver mig.

    1. Jeg kan da godt forstå, at du gerne ville have børn, hvis du virkelig var så selvoptaget. Men der er jo masser af barnefri mennesker, der ikke er selvoptagede. De er noget for andre mennesker, som bare ikke er deres børn. Og jeg synes egentlig det er ret fedt, hvis man formår at være noget for nogen, der ikke lige er ens nærmeste familie. Det giver et lidt større perspektiv.
      Ang. det med børn som investering i fremtiden, så tror jeg ikke, at du skal have så høje forventninger. De fleste plejehjemsbeboere får maks ét besøg af ca. en times varighed per måned af deres børn, så det rykker ikke så meget… Jeg har det fra en veninde, der lavede en statistik i to større kommuner i henholdsvis Jylland og på Sjælland.

  11. Skønt indlæg – jeg kan virkelig godt genkende en masse af de følelser som du beskriver når man bliver mor. Jeg har selv været igennem mange af dem, og kom faktisk til at reflektere endnu mere over det efter jeg læste din beskrivelse. Noget der dukker op er, at den omprioritering af tid, hvor jeg også har mere lyst til at være hjemme og være sammen med mit barn. Jeg havde (har) stadig problemer med at acceptere at min mand ikke føler behov for denne omprioritering, og det har virkelig kastet os ud i nogle konflikter. Rationelt tænker jeg at det er helt okay, naturligt og forståeligt at hans “system” måske ikke reagerer på samme måde som “mor-systemet”… men samtidig, når man så ikke har sovet i 1 1/2 år, så bliver rationaliteten sat ud af spil, og i stedet følte jeg mig overladt med ansvaret, kærligheden og projektlederrollen i familien. Det var (er) sindssygt hårdt. Det hele hjælpes heller ikke på vej af at min mand er skiftesvis 3 måneder hjemme, og 3 måneder ude at rejse med arbejdet – der er virkelig noget følelsesmæssigt tabt og udfordret mellem far/barn og far/mor på den konto.
    Never the less, tak for din gode beskrivelse – man bliver ikke nødvendigvis lykkeligere af at få børn, men oplever en anden dimension af lykke og kærlighed.

  12. Fantastisk indlæg! Jeg er fan af moderskabet og alt det der hører med:-) Jeg var da også glad for mit liv før børn (heldigvis da;-) ). Men elsker det liv jeg lever nu og den fantastiske familie jeg har fået! Børn eller ej, tilvalg eller fravalg – det handler vel i bund og grund om, at vælge det rigtige for en selv (og ens partner) og leve det liv man gerne vil leve:0)
    Lige en side-bemærkning – Har fulgt din blog nogle mdr nu og har haft en opfattelse af, at du er en meget kærlig, omsorgsfuld og nærværende person (og Mor). Efter udsendelsen på DR har jeg kun fået bekræftet det! :grinning: ….

  13. Hej. 🙂 Skønt indlæg, ja jeg blev bare endnu mere sikker på at jeg skal have børn. Men ved du hvordan det er gået Karoline, er hun blevet gravid?