En kvindes tilståelse #10 del 2

Siden historien om den stakkels kvinde der sked i bukserne i lufthavnens ankomsthal, var I mange der spurgte efter en (rigtig) afslutning på historien. Derfor skrev jeg fluks tilbage til historiens ejerkvinde, som nu har sendt mig en uddybning af hvad der så egentlig skete, efter hun havde “tømt ryggen” som hun så fint selv kalder det.

Hvis du ikke fik læst første del af historien, kan du finde den HER – den er klart værd at læse, synes jeg.

IMG_2940

Der stod jeg i ankomsthallen med min nye familie ved min side og havde skidt i bukserne. Tømt ryggen. Halle-freakin-lujah! Et kort øjeblik overvejede jeg om jeg skulle gøre som ingenting. Lade lorten sidde mellem baller og på vej ned ad inderlårene og håbe på at familien, som jeg skulle bo hos, havde verdens dårligste lugtesans. Indtil den lille tætte kvinde, som holdt min arm spurgte ”Did you just shit yourself, honey?” Jeg var nær brudt sammen i tårer. I lettelse over at smerterne i mine tarme med et trylleslag var forsvundet, af pinlighed og måske allermest over, at kvinden rent faktisk stadig smilede til mig. Hun smilede! Og hentede min kuffert.

Med tyndskid som fyldte størstedelen af mine bukser, gik jeg således igennem hele ankomsthallen, ned til et andet toilet for at skifte tøj. På toilettet fik jeg listet mine underklæder af og kom så i tanker om, at jeg sgu da for pokker var nødt til at blive vasket. Jeg stank værre end en makrelmad, som har ligget fire dage og ulmet i skoletasken. Derfor endte jeg med at rulle hænderne ind i toiletpapir, dyppe dem i lokummet og vaske mig med toiletvand. Så godt som det nu lod sig gøre. Og ja, jeg brækker mig stadig i munden ved tanken.

Tøjet proppede jeg ned i hygiejnebindsposen imens jeg inderligt håbede, at der ikke ville være kø udenfor døren, fordi jeg ikke magtede, at en fremmed kvinde skulle ind på det toilet, som jeg nu var skyld i både stank og – i bogstaveligte forstand – var fyldt af lort.

Der var kø.

Med højrøde ører vendte jeg tilbage til familien, hilste og vi kørte hjem. Forældrene var super søde og forsøgte sig ihærdigt med at spørge ind til alt andet end mit lorteuheld, imens den mindste af børnene blev ved med at konstatere, at der altså lugtede af lort. Det var så pinligt, at jeg allermest havde lyst til at booke det næste fly hjem, for aldrig, aldrig, aldrig at vende tilbage.

Heldigvis gjorde jeg det ikke og jeg endte med at få mit livs bedste ungdomsår, som au pair, hos den sødeste familie, som gudskelov aldrig nævnte episoden igen.

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)