Om et halvnøgent morgenmøde og institutionsstart

IMG_0741

Jeg vågnede i nat, ved firetiden. Ingen vækkede mig, andre end min distræte hjerne, som kom i tanker om, at jeg havde glemt at stille skraldespandene ud til vejen, så de, i de tidlige morgentimer, kunne blive tømt. ”Jeg gør det, når jeg om lidt alligevel lige skal op og nusse min baby tilbage i søvn” tænkte jeg. Kort efter kom min tre-årige ind til mig i dobbeltsengen. Vi lå i ske. Og sov. Solen dukkede forsigtigt frem og tog mørket med sig og min baby var stadig ikke vågnet. Damn it. Skraldet. Kun iført trusser og en lidt for kort top, listede jeg igennem huset, ud i den friskeste forårsmorgenluft og fik kørt skraldet ud til afhentning. Og bum, på vejen op ad trappen tilbage mod huset, hørte jeg det: ”Godmorgen” sagde en mandlig hundelufter, med det største smil over hele femøren. For helvede man! Så stod jeg der med alle mine talenter, bare ben og (endnu engang) et blottet maveskind; Jamen godmorgen da. Så var dagen ligesom i gang og jeg besluttede, selvom den børnevarme dyne i dobbeltsengen kaldte, at stå op. Sådan rigtigt. Bad. Make-up. Tøj. Kaffe. Og en rugbrødsmad med pålægschokolade, i anledning af at mine børn stadig sov. De sov sgu!

Det fik mig henført til vidstnok den allerførste gang, jeg drak min morgenkaffe alene, i – eller rettere efter – min første barsel. På min allerførste arbejdsdag. Da min Jens var ti måneder, ligesom min Peter er det nu.

Jens startede i vuggestue, da han havde samme alder, som Peter har nu. Det var brutalt på alle måder. Han græd. Jeg græd mere. Jeg var slet, slet ikke parat til at skulle dele mit hjerte imellem mit barn, min karriere og min mand, som jeg dengang i forvejen forsømte.

Derfor er jeg intet mindre end lykkelig over, at det ikke er tilfældet denne gang. Min baby bliver hjemme hos mig, længe endnu. Selvom jeg i denne barsel, på mange måder er mere frigjort fra hjemmet og har haft flere weekender i selskab kun med mig selv og søde veninder, så er jeg alligevel glad for, at min lille baby, endnu ikke skal møde den voldsomme institutionsverden. Han er en sej gut, bevares, og jeg tror han ville tage det i lille, buttet, stiv arm. Alligevel glæder det mig, at han kan få lov til at blive større, stærkere, mere bevidst og have en øget tro på sig selv, inden han skal ud i mødet med ganske-få-voksne-til-virkelig-mange-børn. Lang barsel har været en god beslutning. Virkelig god. For mig.

Forøvrigt, for et halvt år siden, dengang jeg stadig gik i mødregruppe – et brud du kan læse lidt om HER, hvis du har lyst – lagde jeg en opskrift op, på min all-time-favorit-kage, som du kan finde HER – I promise, it’s worth the calories!

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Åhh altså hvor jeg kender det… at man liiiiige kan snige sig ud i bar røv og ingenting 😉 But hey ! Im sure that you made his day 😀
    Jeg har også altid holdt på at jo længere barsel desto bedre 😀 Det gør ondt hver gang man skal smide dem ud i verden. Bare vent til Jens skal starte i skole og Sfo ! Det er mega hårdt.
    Må lige tjekke den kage ud 😉
    Ha en dejlig dag

  2. Åh nu sidder jeg og fortryder lidt at min lillebitte 2 måneders baby skal undvære mig når den fylder 10 måneder. Har valgt kort barsel denne gang, men gør faktisk allerede lidt ondt.
    Det med skraldet er også sket her. Flere gange, da vi har utrolig morgenfriske pensionister på vejen. Jamen hvad laver de i deres (i forvejen alt for velplejede) haver kl 6? sidste gang var iført mave i 8 måned, der på ingen måde kunne gemmes væk i min stramme str s top. Jesus altså!