Om at (forsøge at) komme til tiden

Inden jeg fik børn, var jeg typen som altid kom til tiden. Som i altid. Jeg syntes – og synes sådan set stadig – at det er respektløst at lade andre vente på én, bare fordi man ikke kan snolde sig ud af døren i ordentlig tid. Som om andres tid ikke er lige så vigtig som éns egen. Derfor, da jeg i sin tid var i praktik på fødeafdelingen i Haderslev hvor man mødte omklædt klokken 6.45, stod jeg altid op kl 04.30, så jeg kunne have en hyggelig morgen med mig selv, inden jeg – i god tid, selvfølgelig – skulle ud af døren.

KLOKKEN 04.30! Den var ikke gået i dag.

Efter jeg har fået børn, har jeg slækket på min selvdisciplin. Søvnen betyder mere. Planlægningen er sværere.

Af og til kommer jeg for sent. Oftest, eller i virkeligheden altid, er det min egen skyld. “Årh undskyld, men min baby fyldte to lortebleer lige inden vi skulle af sted, så derfor kommer jeg en halv time for sent” LØGN!

For den drevne mor, tager det altså på ingen måder en halv time, at fixe to lortebleer og få baby tilbage i både flyverdragt og autostol. Ikke engang hvis det er ryg-rendere (mødre, I ved hvad jeg taler om). Og ærligt, vi ved, at det kan være besværligt at komme ud af døren, så måske ville en lille tids-buffer være et snedigt træk.

Det er tilsyneladende megasvært at planlægge og ikke mindst, at sparke sig selv færdig, efter at have ageret multifunktionel blæksprutte, med ét barn, med krydderen fuld af saften fra en halvgnasket peberfrugt, på hoften og det andet barn siddende i skovskiderstilling med en tandbørste for munden, som på ingen måder bliver tilladt adgang. En tandbørste, som naturligvis er velplaceret i moderens eneste ledige hånd, imens hun febrilsk forsøger at holde det røde babypeberfrugtsavl fra nyindkøbte skjorte og ditto nylagte makeup. Det er fanderneme ikke skide nemt, kan jeg informere om. Heller ikke selvom jeg er vant til det. Jeg er vant til at multitaske og til at få alting fixet i løbet af et splitsekund – og alligevel formår jeg ikke at planlægge tredive minutter ud i fremtiden; særligt ikke de tredive minutter før afgang fra hjemmet.

Jeg lover, at det ikke er fordi jeg synes andres tid er mindre vigtig end min.

Mit planlægningsgen har bare fået en lille defekt, som jeg forventer, vil blive repareret i løbet af de kommende år, i takt med at mine børn bliver større. Or so I hope.

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Ha ha, griner højt! For efter to børn er jeg blevet nøjagtig lige sådan! Det vil af en eller anden grund bare ikke lykkes at komme ud af døren som planlagt længere;-)

  2. hihi, jeg ved du præcis hvad du mener. Er der noget jeg hader er det at komme for sent. Og selv efter 3 børn hader jeg det stadig, men jeg har lært at pakke den skammelige følelse væk og vælge hvor det er okay at komme at komme for sent.
    Når man står og skal have døbt et barn skal man IKKE komme for sent. Alt var timet og tilrettelagt og passede som fod i hose den dag yngstebarnet her skulle døbes. Der var endda tid til at give hende en ekstra mælketår inden vi skulle af sted, men i stedet laver hun en ryg-render og med nød og næppe får jeg reddet den hjemmesyede satinkjole og så er tiden ellers løbet og vi når op til kirken netop som klokkerne ringer til gudstjeneste. Argh!

  3. Uhh hvor jeg kender det!
    Da jeg kom “lidt” forsent til en læge tid med min første (ja hun tissede altså på mig – og sig selv – liiiige da vi var på vej ud af døren) fik jeg det råd altid at lægge ti minutter oven i den tid jeg regner med ting tager…
    Og jeg prøver virkelig! Den går bare ikke altid – f.eks. når man skal have to syge (og sovende) børn bakset ud i en bil – så kan man altså stadig godt komme forsent – selvom man synes man var i god tid…