En kvindes fødselsfortælling og et dejligt børnecitat

worth-it-quote

Jeg ved godt at dette ikke er helt den traditionelle måde (som om man overhovedet kan tale om det, baseret på kun to indlæg) at bringe børnecitater på, men jeg blev simpelthen så glad og rørt og en lille smule forfjamsket, da jeg læste nedenstående besked, som jeg fik i min indbakke efter at have bedt Jer indsende børnecitater.

Det er en fortælling om en planlagt hjemmefødsel, som pludselig tog fusen på alle involverede og endte med en fødsel på badeværelset, en datter i stuen, en jordemoder på vej og en noget presset mor. Læs med hvis du er til fødselsberetninger og nyd den store datters vidunderlige tilgang til fødsler og moderskabet til sidst i indlægget.

“Da mit yngste barn skulle komme til verden var det en planlagt hjemmefødsel. Veerne gik i gang om aftenen og sidst på aftenen ringede vi efter jordemoderen og min veninde som skulle komme og tage vores “store” piger med, hvis de vågnede.
Efter nogle timer var det som om der blev længere og længere mellem veerne – og de veer der kom, åbnede jeg mig ikke af, så vi aftalte med jordemoderen at hun kørte igen. Jeg var 2 cm åben. Min veninde kørte også hjem og vi fik den yngste af de små afsted i dagpleje. Den store fik en dag hjemme, for hun havde været vågen om natten.

Jeg får sovet en smule og da jeg vågner, har der været en lille time helt uden veer.
Da jeg vågner får jeg et par små veer. Ja faktisk noget jeg bare vil betegne som plukveer og jeg går ud for at tisse. På det tidspunkt er jeg træt, hormonfyld og ikke mindst gået 3 dage over tid, så da min mand siger ”øhm har du en ve, eller hvad?” hvæser jeg af ham, at det ihvertfald ikke var en ordentlig ve og at det hele jo i øvrigt er gået i stå og at jeg i sidste ende alligevel nok endte med at skulle sættes i gang og slet ikke ville få min ønskede hjemmefødsel! Og bum, så kom der en ve mere. Min mand er (gudskelov) meget rolig af sind og spørger om jeg ikke tror vi skal ringe efter jordemoderen igen? Jeg indvilger trods min svada øjeblikket forinden, for jeg kan pludselig mærke, at jeg har pressefornemmelse. Jeg beder om min telefon og får ringet til fødegangen. Den søde jordemoder spørger om hun skal blive i røret indtil der kommer en jordemoder, for hun kan også godt høre, at det er ved at være oppe over. Hun forventer at der går en halv time – i hvert fald – før jordemoderen er her. Jeg får sagt, vidst knap så pænt, at det skal hun ikke, for jeg skal have ringet efter en der kan hente min store pige. Jeg finder nummeret og siger til min mand, at det må han gøre, for jeg kan ikke. På det tidspunkt kom mine presseveer ud i et og jeg sad i øvrigt stadig på toilettet. Min mand tager min telefon for der står nummeret til min veninde og taster det så ind i hans egen telefon, hvilket irriterer mig grusomt for det tager jo tid! (senere har han fortalt det var fordi han tænkte det kunne være jordemoderen ringede tilbage).
Min veninde kunne høre det skulle gå stærkt og kørte med det samme. Min mand synes han skal finde en madras til mig og den skal jo dækkes af. (Mænd! Pffft…) Han vil også sætte tegnefilm på til vores datter, så hun har lidt underholdning, indtil min veninde som skal passe hende kommer – imens sidder jeg stadig på toilettet med konstante presseveer. Jordemoderen ringer igen for at sige at de er på vej og er der cirka om en halv time. Hun vil så imidlertid guide min mand igennem fødslen. Der bliver jeg nok en smule spids. Jeg havde bedt ham hjælpe mig op at stå, men han havde travlt med alle de andre ting, så jeg hvæser af ham at nu kyler han den telefon og hjælper mig op og stå for jeg har født hovedet! Og medmindre han vil have sit barn født ned i toilettet er det NU! Han lægger telefonen og får mig op og stå. Jordemoderen ringer igen og siger de har kaldt en ambulance, som kommer med udrykning og at min mand skal begynde at varme håndklæder under den varme hane så de var klar til den lille. Jeg må igen hvæse, at nu kyler han krafteddersparkemig den telefon væk igen, for nu har jeg født skuldrene. Han smider telefonen og kommer med et halv vådt håndklæde, da har jeg trukket mindstemanden op til mig. Han skriger med det samme. Jeg har født! Jeg får kaldt storesøster ud til os, så hun kan se vi er okay, og hun fortæller mig, at det er en lillebror vi har fået, imens hun sætter huen på ham  Jeg får ringet til sygehuset og siger at jeg har født, og de spørger hvad tid jeg fødte. Jeg får vidst sagt noget i stil med ”Ja undskyld, jeg kiggede ikke lige på klokken. Jeg var ret optaget!

Så ringer det på døren og jeg siger til min mand han skal åbne for det må være ambulancen – det var så posten! Han havde en pakke der skulle afleveres.
Derefter kommer min veninde flyvende, og tager sig af min store datter, med en masse hygge. Tolv minutter efter fødslen kommer ambulancen.
En af vores genboer, der er dagplejemor, ringede for at høre om jeg skulle have hjælp (hvis nu jeg var alene med børnene, ville hun tage dem) og vores nabo kom løbende af samme grund. Og en halv time efter, kom jordemoderen.
Han blev tjekket godt igennem, han havde blodsprængninger i panden og det ene øje, og jeg tror han har haft navlestrengen om halsen, men alt var fint.
Vi blev ret hurtigt enige om at han ikke kunne hedder andet end Storm, med den fødsel. Storesøster var meget stolt og fortalte vidt og bredt om, at hun havde hjulpet da han blev født. Da hun så et par dage efter kom og sagde:

Mor når jeg bliver voksen så vil jeg også være mor. Det gør lidt ondt og der kommer noget vand og noget blod, men så går det over. Og så er man mor

smeltede mit hjerte og min dårlige samvittighed over at have haft hende hjemme under fødslen af lillebror forsvandt som dug for solen.”

 

Smukt – men også voldsom og intenst – ikke sandt? Jeg fik i hvert fald lyst til at få skrevet lidt mere om hjemmefødsler. Om forberedelserne, det praktiske og de følelser der (kan) følge med, ved at vælge at føde hjemme.

Skriv din kommentar

Kommentarer (10)

  1. Jeg håber at ejeren af denne fantastiske historie læser med. For jeg vil blot sige, at hun er VILDT SEJ! Hold da op.. Dejlig historie! Jeg er dybt imponeret! Godt gået 😀

    1. Hej
      Historien er min og jeg læser bestemt med 🙂
      Tusind tak for roserne, jeg tror man reagerer helt instinktivt når man står i det 🙂 og så var det jo heldigvis min 3. Fødsel og den 2. Hjemmefødsel 😉
      Kram vivi

  2. Jeg får helt lyst til et tredje barn <3
    Og fældede da lige en tåre. Hold op en dejlig fortælling.

  3. Det fødsels beretning minder rigtig meget om min.
    Jeg skulle bare have født på sygehuset, men vi nåede bare aldrig derhen. Lille b,or blev født hjemme på badeværelset ud i armene på farmand, mens jeg sad med bagdelen ud over toilettet, så han ikke havnede i toilettet, kunne nemlig ikke må at lægge mig med på gulvet. Vi nåede først at ringe112 da jeg sad med ham i armene. Mormor som skulle have været med til fødslen, som min var ved at ringe til. dajeg ppludselig kunne måske at hovedet kom og min mand måtte smide telefonen har hørt det hele da han ikke fik lagt på da han smed telefonen, så hun var på en måde med alligevel.

  4. Årh. Wow. Sikke en fortælling! Stærkt og intenst ja.

    Og JA til mere om hjemmefødsler fra dig! Vi har netop taget beslutningen og er ved at planlægge i samarbejde med jordemoderen – og jeg sluger alt, hvad jeg kan komme i nærheden af læsestof og beretninger, råt i øjeblikket. Og jeg kan bare så godt lide dine betragtninger, erfaringer og ord.

    Kh. Louise

  5. Sikke en smuk beretning. Jeg ligger med snot i hovedet og tårerne triller ned ad kinderne. Sikke en fantastisk familie!
    Jeg er selv mor til to dejlige unger og har, i forbindelse med mit job, været tilstede ved flere fødsler. Jeg kneb også en tåre af glæde hver gang…og når udfaldet desværre ikke var så godt, tænkte jeg på de stakkels forældre, hvis drømme blev knust. Det skete heldigvis sjældent.
    God påske

  6. Og jeg kan hermed konkludere at det er dumt at læse fødselsberetninged kort før jeg skal sove. I nat drømte jeg at jeg var på toilettet. Jeg kunne blive ved med af tørre mig selv og der gik meget papir til. Kort efter fødte jeg en dreng og jeg vidste slet ikke at jeg var gravid. Navlesnoren blev hevet af og barnet blev pakket ind i et håndklæde. Meget at det mindene om det jeg har læst, dog mikset sammen med nogle veninder og en enkelt kollega som også pludselig hjalp til.

  7. Wow en dejlig fortælling! Den gik lige i hjertet! Og helt sikkert ja til mere med hjemmefødsler, vi har nemlig også taget beslutningen om at føde hjemme til oktober.