mo

Status på livet som korthåret

IMG_9423

Det er nu 20 dage siden jeg tog den store tur hos frisøren og jeg må sige, jeg begynder at få hår på brystet. I overført betydning, that is.

Jeg har for det meste vænnet mig til mit korte hår og er vel nede på, kun at tage fat i min fantomhestehale en enkelt gang dagligt.

Det er blevet en vane at sætte håret om morgenen og hold nu op, hvor er det bare pissenemt. Alle som siger, at kort hår er besværligt, lyver. Eller også er de ikke rigtigt korthårede. Nå ja, eller også er de bare mere perfektionistiske omkring deres udseende end jeg er. Jeg synes virkelig det er nemt. Alting går hurtigere om morgenen nu og jeg behøver ikke overveje mine muligheder så længe. Voks i håret, hænderne hurtigt igennem og voila. Jeg elsker det.

Det er så megadejligt, at jeg ikke længere behøver tænke på hvordan mit hår lige sidder. Eller at irritere mig over, at det hænger i øjnene. Eller at skulle frygte de der helt forfærdeligt pinlige, lange mørke hår, som middagsgæsterne pludselig trækker ud af frikadellerne, efter det har forsøgt at agere knækbar tandtråd igennem de seneste bidder. Virkelig dejligt.

Til gengæld! For sådan et er der. Til gengæld, savner jeg mit feminine udtryk. Jovist, jeg ser stadig feminin ud – nu bare på ”jeg kan vældig godt lide piger”-måden. Segmentet af mennesker som smiler sødt til mig hen over køledisken i supermarkedet har ændret sig og jeg har en forestilling om, at jeg i højere grad nu, som korthåret, skal gøre en indsats for at charmere mig ind hos nogen som helst. Mænd smiler ikke i samme grad til mig, som de gjorde før.

Selvom jeg er umanerligt godt gift, så savner jeg altså alligevel lidt min attraktionsværdi. Jeg vil stadig gerne kigges efter, på den helt uskyldige og ”hey, hende der er da egentlig okay pæn”-måde.

Jeg er ikke længere pæn. Hvis jeg er heldig, er der nogen der synes jeg er smart.

Mange siger, at jeg kan bære at være korthåret. Så selvfed som jeg er, går jeg ud fra at det er den mådeholdne, sønderjyske måde at fortælle mig, at jeg er smuk – også selvom jeg ikke længere kan skjule mig bag mit hår. Og det er dejligt.

Faktisk, synes jeg selv, at jeg måske endda er smukkere med kort hår – i hvert fald i hverdagen, hvor den står på fræk pjusk versus kedelig knold med lidt for stor hårbule ned mod nakken. Jeg kan godt lide at man kan se mit ansigt. Sådan rigtigt.

Til gengæld er jeg sgu ikke rigtigt fan af at stå der med et håndspejl og forsøge at bruge ladyshaveren på mine nakkehår. Det er skørt!

Status er, at jeg synes mit hår er pisselækkert og jeg ville i virkeligheden bare ønske, at verden havde det på samme måde, så jeg stadig kunne føle mig som mig, som jeg altid har været. Faktum er dog, at jeg er blevet en anden type og bliver betragtet på en anden måde.

Hvis du vil læse om den dag jeg tog det store spring, kan du finde det HER

Hvis du vil have fingrene i en virkelig god voks, som redder mig hver dag, kan du trykke HER

Skriv din kommentar

Kommentarer (18)

  1. Jeg synes du ser pisse smuk ud Cana! Tror også stadigvæk at mændene kigger efter dig og pifter stille i deres sind, måske du projekterer dine tvivl omkring din feminitet efter frisureskiftet over på dem? Men jeg synes ihvertfald at du er super smuk både indvendigt og udvendigt! Er sikker på at du snart vænner dig til det, ellers så vokser der jo det fineste nye hår ud som du kan passe og pleje (næsten lige så godt som med dine skønne børn).

  2. Jeg har efterhånden haft kort hår i 10 år (22-32 år), og jeg kan godt følge dig i dine tanker. Jeg har da indimellem følt, at jeg ikke udstrålede samme femininitet som mange andre af mine veninder med langt hår.
    Jeg fik engang at vide af en fyr til en fest, at det var meget modigt af mig at have kort hår!! Tak eller… Jeg har altid været meget sporty, og det har derfor også faldet mig naturligt at være den sporty’e pige med kort smart hår. Jeg er meget bevidst om at mine korthårsfrisurer har et feminint touch, og at jeg kan forstærke femininiteten med øreringe og tøj. Og jeg kan bestemt føle mig sexet og feminin med nyklippet kort hår, fede øreringe og høje hæle! Jeg kan godt lide den power og kækhed, som det korte hår kan udstråle.
    Lige mht. mændene, så tror jeg, at du har helt ret i, at nogle mænd bare ikke anser det som særligt feminin at have kort hår som pige. På den anden side har jeg også fået mange bekræftende kommentarer af søde fyrer, der synes at det er frækt, når piger har kort hår 🙂
    Dit hår klæder dig, og det kan være tiltrængt at prøve en ny frisure ind imellem (fx er jeg ved at anlægge langt hår til en forandring!!).

  3. Hvor er jeg bare enig – specielt i det sidste du skriver. Det ville være så rart at verden havde det på samme måde!
    Jeg er selv korthåret(semi-korthåret) og elsker det – elsker den kant det giver mig. Men savner også det ultra feminine udtryk, som det lange hår giver. Og mulighederne 😉

    1. Hvor er du sød. Tak.
      Det var ikke spor modigt gjort – jeg kunne bare slet ikke holde tanken om at jeg var “sådan en der ikke turde klippe mit hår af”.

  4. Det er SÅ interessant, Cana! Kort hår til kvinder er holdnings-hår eller statement-hår. En korthåret kvinde har taget stilling og vil være korthåret, det indikerer at hun er stærk, modig, sporty eller andet der ikke bare er ‘zød’, blid og feminin. Jeg synes selv kort hår er mega feminint, eeelsker fx Trine Dyrholms hår i ‘Arvingerne’ og synes det er et perfekt eksempel på feminint og samtidig råt. Men jeg tror mange mænd ser det som et statement… svært at forklare, men en flot kvinde med langt hår eller tilfældig knold er mere ufarlig at smile til og charme over køledisken. Jeg vrøvler… men har tit snakket med veninder om det, når de har skiftet frisure og gået fra langt til kort. De oplever det samme som dig, at der er færre smil og blikke og også at deres ord og formuleringer lander anderledes – mere hårdt. Må være underligt at mærke en så markant forskel i folks opfattelse af en, når man selv føler sig som den samme indeni. Jeg stener over det…

  5. Hej Cana

    Jeg tog selv det samme spring for 1 1/2 år siden og fik det lange hår klippet af, og har kun fortrudt det et par gange. Men det er også mere det det med at jeg ikke føler mig så attraktiv. Det første en af mine kammerater sagde til mig var at “du ligner en dreng”…. Øh tak or NOT!
    Min mand synes heldigvis jeg er pisselækker med det korte hår (og det gør jeg for det meste også selv

    1. Hov der manglede noget af min kommentar…

      Cana – du ser pisse godt ud med dit nye hår 🙂

      HK Jeanette

    2. Ha ha, jeg joker selv lidt med at jeg ligner en dreng – for det gør jeg altså lidt, hvis jeg ikke har makeup og accessories på. En pæn dreng, vel at mærke 🙂

  6. Hej Cana

    Jeg er gået den anden vej. Fra kort til lang og jeg savner slet ikke det korte… Jeg ved ikke, hvornår i livet, at man lærer at sætte hår, men efter at have været en eller anden form for korthåret siden jeg blev konfirmeret, så besluttede jeg for 3 år siden (i en alder af 31), at nu skulle det være slut.
    Og jeg var ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Jeg vidste helt ærligt ikke, hvad jeg skulle gøre med alt det hår. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sætte det, for det havde jeg jo ikke gjort siden rottehaler var smart…

    Jeg har aldrig følt mig ufeminin med kort hår, men jeg har fået et blødere look med det lange og med den pagefrisure jeg har nu, så har jeg det bedste af to verdener.

    For resten så sig til Thomas at han gjorde det godt i radioen i dag… jeg fik mig et par grin i bilen hjem…

    MVH

    Mette Marie

  7. Hurra for at prøve noget nyt! Jeg er fan! Og ja, du kan bære det korte hår! (y)
    Meeeen, må nu alligevel erkende, at jeg var ret vild med dit lange mørke hår – det var så pænt… Opsat eller ej. 🙂
    Men hey – forandring fryder og det er sjovt at prøve noget nyt en gang imellem. 🙂

    Jeg har lidt dårlig erfaring med kort hår selv (havde en virkelig grim page da jeg var omkring 16 – som folk stadig griner af), men fik klippet 20 cm af i slutningen af det gamle år. Det var en stor forandring for mig, selvom jeg stadig er langhåret… 🙂

    Ved ik helt, hvor jeg vil hen! 😀
    Men det er flot dit hår! Ville nok bare sige, at jeg altså virkelig også godt kunne lide det lange… 🙂

  8. Tillykke med det korte som altså er super smukt.
    Når I rykker til hovedstaden kan jeg anbefale dig at blive klippet af Morten som har frisør Kushi på Dybbølsgade på Vesterbro. Han klippede mig korthåret for 3 år siden, er super dygtig (og overraskende billig) og jeg har elsket det lige siden – og inkasserer stadig adskillige komplimenter for det.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven