mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Om megadårlig håndtering af komplimenter

manerer

For sulan altså, så prædiker jeg alt muligt crap om at smile til fremmede, som jeg rent faktisk synes jeg har gjort en kæmpe indsats for at efterleve, og så pludselig sidder denne engelske kvinde ved bordet bag mig og gjalder ud over hele restauranten ”OH MY GOD!! Your children are SOOOO beautiful!” Og bum, så klappede Fru Buttenschøn sammen som en østers. Jeg ved sgu ikke hvad det er med mig – om det er mit sønderjyske blod smækfyldt med (irriterende) jantelov, eller et eller andet brist i min sociale intelligens, men jeg bliver totalt befippet over den slags pissesøde, velmenende komplimenter. Faktisk, komplimenter i det hele taget. Jeg har det svært med dem.

Øhm, tak?”. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige tilbage. Kodeks for komplimenter er i min verden ligeså komplekst, som kodeks for dating, som jeg gudskelov ikke har behøvet skænke en tanke de sidste fem år, udover når nogle af mine veninder har givet mig lidt singleberetninger.

Nogle gange er et ”tak, det var pænt sagt” rigeligt. Andre gange er det ligesom om modtager forventer at man gengælder gestus. Men hvordan?

Den søde engelske kvinde fik vidst et lavmælt ”oh thank you” og et halvkvalt smil. Og jeg banker mig selv i hovedet for ikke at kunne finde ud af hvilket ben jeg skulle stå på.

Hvis jeg nogensinde skal have et nytårsfortsæt, så skal det være, at jeg skal blive bedre til at modtage komplimenter, så jeg ikke behøver at have dårlig samvittighed over mine manerer hele tiden.

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Amerikanerne er rigtigt søde til konstant at komplimentere mit barn, så jeg får øvet mig i gode svar. Bare tænk “jeg går amerikaner på den” (altså all in) og sig “årh, TUSIND tak, hvor VAR det SØDT af dig at sige! Det sætter jeg virkelig pris på.” Det er jo sådan set som oftest sådan man har det når nogen siger noget sødt om ens afkom…

  2. åh ja, jeg har det på præcis samme måde. Selv når det er noget som jeg virkelig har knoklet for og egentlig selv er mega stolt af.. Når jeg så får et sødt kompliment, ved jeg slet ikke hvordan jeg skal reagere.. Selv når jeg bare svare med et simpelt tak synes jeg selv at jeg lyder som det mest utaknemmelige menneske ever 🙂 også selvom jeg faktisk bliver super glad for de søde kommentare. min kæreste har i mange år fortalt mig at jeg er verdens dårligste til bare at tage imod et kompliment. For jeg skal altid dræbe det med undskyldninger og bortforklaringer hehe… Så kender det bestemt godt..

  3. Uf! Jeg kender det godt. Jeg er også jyde og ikke ret god til at modtage komplimenter, men med et tak og et smil kommer man jo ofte langt… Sagen er bare den, at når det kommer til ens afkom, så synes jeg på en måde at det er lidt ude af mine hænder… “Hvor er hun bare sød/dygtig/smuk/velopdragen” bliver her ofte besvaret med et befippet, grinende, kaglende “iihh ja, jamen dét synes vi jo også…!” Og for hÆvlede altså… !?… selvfølgelig synes vi dét. På en måde ville jeg ønske at jeg kunne være lidt mere jantelovsbeskeden på mine (3!!!) børns vegne. Jeg vil øve mig i at sige “tak” og måske “hvor er det sødt af dig at sige” …
    Well.. Tak til dig for dit indlæg der liiige gav mig stof til eftertanke på sådan en torsdagsgrå formiddag.
    Jeg er forholdsvist ny som læser her, men du har fanget mig. Tak til dig.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven