mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Sig mig, hvornår er det irriterende at have børn?

jens og peter

 

Jeg er blevet bedt om at være med i et tv-program på DR2 om til- og fravalg af børn. Vidstnok primært fravalg. I den forbindelse er jeg netop blevet spurgt om, i hvilke (hverdags)situationer det er irriterende at have børn.

Bum bum, måske i situationen hvor begge børn græder og ikke har lyst til at dele lår hos mig? Det er godt nok endnu aldrig sket, men jeg forestiller mig det må være frygteligt!

Men hør nu her, det er ikke irriterende at have børn. Det er dejligt at have børn. Punktum.

Jovist, er der øjeblikke, som kan være irriterende eller hvor der kan opstå et savn til livet før børn, men det opstår i glimt og i faser.

Jeg har nu været mor i 3½ år og jeg har lært en masse om både mig selv, om børn og om moderskab. Noget af det jeg har haft allermest gavn af at lære er, at alting er i faser. For jo, der er da også perioder, hvor jeg synes det kan være lige rigeligt hårdt at være mor – for eksempel når søvnmanglen, som jeg fx skriver lidt om HER, sætter ind. Det er bare på ingen måder ensbetydende med at det er irriterende.

Hvis der er nogle hverdagssituationer, som altid viser sig at være irriterende, så er det jo ikke børnenes skyld, men de voksne, som må tage ansvar og ændre på situationen, så den ikke længere er irriterende.

Selvfølgelig er der mange hverdagssituationer som var både lettere og måske bedre inden jeg fik børn, men det gør dem ikke svære eller dårlige nu. Jeg har mange gange lavet sjov med nogle af moderskabets mindre fatterende stunder, som fx manglende tid på badeværelset, rugbrødsmadder smurt ud over køkkengulvet eller mascara på kun det ene øje. Situationerne er der masser af, men jeg tager let på dem. Jeg lader mig ikke irritere af det. Det er jo mine børn der er skyld i det. Mine børn, som jeg elsker mere end man kan forstå, hvis man ikke selv har børn. Det er en ubeskrivelig kærlighed, som gør, at alle de ting, som bliver sværere af at få børn, ikke bliver irriterende. Man – eller i hvert fald jeg – lærer at ændre på rutinerne, prioriteterne og drømmene, så de passer til et liv med børn.

Livet går ikke i stå og hver dag bliver ikke triviel, selvom man ikke er den første til at række hånden i vejret, når der bliver inviteret til spontane hverdagsarrangementer. Livet kommer til at handle om noget andet, som er blevet vigtigere. Mit eget liv fortsætter, men på en måde som passer til at jeg har fået børn. Mine drømme – og udlevelsen af dem – fortsætter.

Måske er jeg, og mine børn, bare inde i en særligt god fase, men hånden på hjertet; jeg synes ikke det er irriterende at have børn. Jeg elsker at have børn.

 

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge mig ved at trykke på nedenstående – så bli’r jeg glad 🙂

FACEBOOK

BLOGLOVIN

INSTAGRAM

Skriv din kommentar

Kommentarer (9)

  1. Jeg synes det er forkert at bruge ordet irriterende, men det kan være udfordrende og trættende. Sygt barn samtidigt med at man skal skrive eksamensopgave er udfordrende, men igen, det er som du skriver i perioder. Kan ikke komme på en eneste ting der konsekvent er irriterende som man som forældre ikke har en eller anden form for magt til at ændre på…
    Jo hvis man ser det som irriterende at blive udfordret på sig selv, det man tror man kan og sin tro om hvem man selv er så ja, det er møg træls 🙂
    (man kan så meget mere og bliver meget mere bevidst om de mange facetter man har som kvinde når man bliver mor)
    PS. tak for god blog. Tankevækkende og udfordrende og ærlig om at blive og være mor 🙂

  2. Det er bestemt ikke irriterende at have børn. De giver jo den største glæde og kærlighed, som du også beskriver.

    Men mon ikke det er sådan halv-ironisk ment fra tv-holdets side, eller er det dybt alvor?

    Altså jeg beskriver da også nogle gange mine børns mere irriterende sider på min blog (når de ikke vil sove, ikke vil høre efter, når de rotter sig sammen mod mor osv.) Men det er altid med en ironisk distance, de ting bliver beskrevet.

    Jeg ville aldrig kunne fravælge børn på baggrund af nogle irriterende ting ved dem (hvis det er det programmet lægger op til altså).

    Alt det gode og sjove og kærligheden i, til og ved børn opvejer jo langt de “irriterende” sider, så jeg giver dig helt ret her 🙂

  3. Jeg elsker børn. Har selv 4 vidunderlige styk! Har ikke på
    noget tidspunkt ønsket IKKE at have børn……jeg har til tider ønsket mig mere alene tid, alene-toilet tid, mere søvn og indimellem RO. Men jeg har på intet tidspunkt ikke ønsket mine børn.

    De er min daglige glæde og allerstørste kærlighed.

    Jeg har det helt fint med de mennesker, der ikke ønsker nogen børn. Men jeg vil bestemt ikke undvære mine

  4. Folk synes, jeg er frygtelig floskel-agtig, når jeg siger, at det er fantastisk at være mor. Som om jeg ikke har råbt af hende Den Lille Minister (og kommer til at råbe af nr. 2, som er fast inventar i hytten her indenfor fem-seks ugers tid), som om jeg ikke har følt mig magtesløs af og til, som om jeg vandt barnet, der bare sov igennem og i det hele taget kunne se ideen med at sove mere end i 20 minutters intervaller, som om jeg ikke af og til har kunnet savne at kunne tage spontant på vinbar med veninderne eller som om jeg ikke af og til længes efter alene-tid (fx når jeg egentlig bare gerne vil bumme-lumme alene på toilettet uden en snart-tre-årig, der spørger helt oprigtigt nysgerrigt: “mor, kommer der lort ud af din numse lige nu? Er det brunt ligesom mit? Tror du, det bliver en stor lort?”).
    Mit liv er ikke det samme som før og bliver det aldrig – heldigvis. Min krop, mit hjerte, min sjæl og ganske givet også min hjerne blev større af at få det her lille menneske ind i mit liv.

    Jeg synes, der er gået lidt inflation i mødre (og fædre), der synes, forældrelivet er hårdt. Vi er ikke privilegerede herhjemme, siden jeg synes, at det egentlig går meget godt. Vi kan fx overhovedet ikke trække på (hard working) bedsteforældre, når mindstemennesket er sygt, og vi løber tør (efter to dage) for barn-syg-dage. Vores søskende har enten børn selv og bor langt pokker i vold eller har selvstændige businesses, der skal køre. Vi bor i et lille hus i København, og vi har ikke råd til en bil. Næ, der er ikke skidemeget at være misundelig på. Og det handler nok heller ikke altid kun om RAMMERNE (og jo, fra politisk hold er der da helt sikkert ting, hvor der er plads til forbedring). Men jeg synes sgu tit, det er én lang klagesang fra forældre i omgangskredsen såvel som i medierne. Jeg undres: Hvad var det, vi forventede? Hvad var det for et liv, vi troede, vi skulle have med børn?
    Af og til lyder det som om, der kan sættes lighedstegn mellem forældreskabet og pest. Tænk engang, jeg synes lige netop dét skab er fantastisk. Og jeg er superglad for at læse din post her, Cana. Der er også masser, der gerne vil male moderskabet unødigt lyserødt – som har svært ved at indrømme, at der er en plet på blusen (og den er af gylp!!), og hvor ALT er smukt og godt (men ikke engang sjovt). Men at få spiddet den der helt vilde, sindssyge kærlighed med lige dele sødt og surt, det er der ikke så mange, der gør. Tak for en blogpost, jeg vil distribuere til alle de veninder og bekendte, der stadig har første barn til gode. Så vil jeg sige: “Se! Det er ikke bare mig, der er sindssyg på tredje år. Man MÅ faktisk gerne synes, at man har fået sig et ret dejligt og ret så leve-værdigt liv – på grund af barn/børn.”

  5. Jeg kiggede lige forbi din blog som en overspringshandling fra opgaveskrivning. Og så var der det her indlæg… og jeg tænkte at dét skal jeg fortælle dig… For det synes jeg det er lige nu. Eller gør jeg egentlig når det kommer til stykket?? Nu har jeg kun været mor knap 15 måneder så synes stadig jeg er i en form for “tilvænnings”-fase, så med en dreng der pludselig var syg hele december (vi taler 1 dag i vugger inden ferien begyndte) og da han endelig blev frisk blev jeg selv ramt blev jeg pænt(meget) frustrerret. Så alt det tabte skolearbejde der skulle indhentes i ferien, blev endnu engang udskudt. Og Nu er der 3 dage til aflevering (ja, burde virkelig ikke overspringshandle) og 10 dage til kæmpe endelig præsentations eksamen. Så man kunne godt være liiiiidt fristet til at synes det var irriterende lige nu. Men det er det jo ikke!! Prøvede virkelig at mærke efter helt ind i knoglerne, men stødte ikke på den mindste irritation. Ja det er pis’hamrende hårdt især pt, søvn er et fremmed ord og hjertet banker lidt hurtigt, men når jeg aflevere en elendig opgave på onsdag og nok kun lige hiver mig igennem eksamen næste uge, så kan smilet hos min lille trold når jeg henter ham få mig til at glemme det hele på et split sekund og det Kan derfor Aldrig blive irriterende.

    Det er jo ikke min søn der er irriterende, det er min trælse (arkitekt)skole hvor mentaliteten er at man bruger mange mange (50-70) timer om ugen, der er irriterende.
    Og det er jo ikke mit barn der er irriterende, men mine veninder der bliver sure og giver dårlig samvittighed når man ikke lige har tid til lige så mange café dates som før, der er irriterende!

    TAK for et dejligt indlæg! Det var lige hvad jeg skulle bruge for at komme igennem de næste 2 uger. (beklager kludret sprog. burde virkelig gå i seng :/ )

    PS. hvornår kommer programmet på tv?

  6. Fedt skrevet og tak, det er jo lige præsis sådan det er, det er dejligt at høre at andre har det sådan og fedt nogen skriver om det, tak og råb bare endnu højre om det også på DR2 (vi mangler et andet fokus på børn og forældreskabet)

  7. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at mine børn kan være irriterende, for med det ord tænker jeg, at det er bevidste handlinger fra deres side for at gøre det surt. Men når det så er sagt, er det til tider pisse hårdt. Har to drenge på 10 måneder. De startede deres liv med skrig og skrål grundet kolik/refluks og nu skriger de pga ører. De vil ofte have min opmærksomhed samtidig, hvilket kan være svært at give. Det er pænt frustrerende. Jeg ELSKER mine børn, men for fisen, det kan være hårdt til tider… Så irriterende, nej, men frustrerende!!!

  8. Puhhhhhh er på nippet til at sige bare vent , 2 teens der insisterende holder på deres ret ( hvilket man jo selv har opdraget dem til ) jeg kan til tider bliver super tæt irritabel over hormoner manglende hørelse ja hjernen under ombygning , for her føler jeg mig slået en gang imellem , men man kommer over det også Mor til 4 på 9-13-19-22

  9. Åh Gud! Har prøvet den med to børn der ikke ville dele lår. En lille meget trist pige på 2 måneder og en også meget trist dreng på 2 år. vildt kede af det begge to, men det hjalp at sidde på skødet af mor ALENE! Nej lillesøster måtte ikke sidde med, og når det blev lillesøsters tur, så måtte storebror ikke sidde med. Og sad de begge to på skødet, var de næsten mere ulykkelige end hvis de ikke sad på skødet 🙁 nej der var de heller ikke irriterende, det var bare hammer synd for dem! Stakkels unger 🙁

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven