Når børn bliver fede

Det er desværre en stigende tendens, at børn i højere og højere grad bliver overvægtige. Ligesom de voksne.

Nu har en klog læge fra Holbæk Sygehus lige ”knækket koden” til at hjælpe børn af med overvægten.

madpyramiden

 

1: Ingen müsli eller frugtyoghurt til morgenmad – i stedet havregrød, mørkt brød, kød eller fisk.

2: Ingen fastfood til frokost – i stedet mørkt brød, kød, fisk og grøntsager.

3: Alle portioner severes i køkkenet og ingen gryder og pander ved bordet

4: Middagstallerkenen bør bestå af halvt grøntsager, en fjerdedel fisk eller kød samt en fjerdedel ris, pasta eller kartoffel.

5: Vent 20 minutter før eventuel anden servering, så kroppen kan nå at mærke om den er fuld.

6: Føl dig tilfreds efter hvert måltid.

7: Højest to stykker frugt om dagen.

8: Fastfood kun én gang om måneden.

9: Slik kun én gang om ugen.

10: Snack kun én gang om ugen.

11: Begræns juice, isthe, kakao, sodavand, limonade, saftevand til højst en halv liter én gang om ugen.

12: Cykel eller gå til skole.

13: Meld dig til et organiseret sportshold.

14: Bevæg dig efter skole – for eksempel så gå eller cykel fra skole og gå en tur med hunden eller lignede bagefter.

15: Begræns tv-computer eller tablets til to timer om dagen.

16: Åben ikke for tv eller computer før klokken 17.

17: Gå ordentlig tid i seng på samme tid hver dag.

No shit, Sherlock! Det er dæl’me godt regnet ud det der. Sund kost, som stabiliserer blodsukkeret og ikke giver for mange kalorier i en fin kombination med mindre stillesiddende aktivitet og øget motion. Oh well, det er sgu nok det der virker for de fleste.

Jeg er selvfølgelig med på, at det af helt andre årsager kan være svært at tabe sig. Uden tvivl. Men helt ærligt, det hele handler om ét eneste simpelt regnestykke, som man altså ikke behøver have bestået matematik på B-niveau for at forstå. Here it goes:

Hvis du vil tabe dig, skal du indtage færre kalorier end du forbrænder.

Bum. Og det var det.

Der hvor jeg – i forhold til vores børn – ser et potentielt problem, det er, når over 75% af alle forældre til overvægtige børn, selv mener at deres børn er normalvægtige. FEMOGHALVFJERS! Det er fucking mange! Ja, undskyld, men jeg synes det er helt hen i hegnet. Særligt i Google’s kronede dage. Hvorfor er der ikke nogen som googler deres børns BMI? Eller hvorfor er der ikke nogen klartseende– hvis forældrene propper deres fede skolebørn med chips, sodavand og cocopops eller hvad-det-nu-er-de-bliver-fede-af – som er så venlige at tage fat i forældrene og spørge dem, om de egentlig er klar over at deres lille søde barn altså er på vej ud på en glidebane? Af den farlige slags. Altså, af den slags, hvor barnet kommer i højrisiko for at blive mobbeoffer og få svære psykiske traumer af det, for ikke at tale om de fysiske helbredsrisici der er forbundet med overvægt.

Jeg stemmer for at vi gør det til et fælles ansvar. Vi skal ikke være ”flove” over at tale om overvægt. Det skal ikke længere være et tabu. Nej, lad os se det som et symptom, som skal behandles; på lige fod med rygproblemer eller hvad ved jeg. Så det bliver okay at tage fat i veninden/kollegaen/naboen og få snakket om børns kost og overvægt.

Det er så pissesynd at lade være.

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge med ved at trykke på nedenstående – så bli’r jeg glad 🙂

FACEBOOK

BLOGLOVIN

INSTAGRAM

Skriv din kommentar

Kommentarer (19)

    1. Du er bare så skide sød, altså!
      Thomas mener jeg “hater” lidt for meget i det. Jeg mener bare jeg kalder en skovl for en skovl. Eller altså, en fed for en fed.
      Kys

  1. Jeg var på et tidspunkt springgymnastiktræner for et drengehold i København. Der var en meget overvægtig dreng på holdet. Som i meget overvægtig. Jeg tog mig sammen og talte med hans mor om det – og blev mødt af ??????? cornelius er da ikke overvægtig!!!!!

    1. Jep. 75 % af alle forældre kan ikke se det. Og jeg bebrejder dem intet, men det er fanderme synd, hvis de ikke reagerer når nogen – som du – velnligt gør dem opmærksom på at der måske er et problem. Øv.
      KH Cana

  2. Jeg er enig med dig i, at der er alt for mange forældre, der enten ikke ser problemet eller vælger at overse det, men ligeså enkelt som du synes det er, ligeså svært er det åbenbart for mange andre. Så selvom det måske ikke virker som raketvidenskab (hvor svært er raketvidenskab egentlig??), så er det faktisk lidt banebrydende, at arbejde med overvægt hos børn på den måde som lægen her gør – nemlig hvor de taber sig og ikke bare “vokser til” deres vægt. “Slankekure” til børn, der jo stadig vokser, er nemlig ikke sådan ligetil. Så ja, måske det virker enkelt, men egentlig da bare hurra for det!

  3. Det er virkelig en balance, du skal passe meget på hvordan du griber det an især i forhold til de unge piger. Der skal jo ikke mere end et ord forkert ud, og så kan det blive til en spiseforstyrrelse i stedet for. Jeg ville undgå så meget fokus på det, og så i stedet for ændre kosten osv.

  4. Gud hvor ensidigt! Jeg har født en overvægtig dreng, og jeg er ikke selv overvægtig, og han har ligeledes en storebror som er en smule undervægtig. Overvægt er ikke kun kost + motion, men er´n helt masse mere, som vi almindelige mennesker ikke har nok kendskab til. Hvordan sender man en nyfødt til sport og motion, ja, jeg spørger bare!?!

    1. Kære Maria,
      Jeg er ikke sikker på om det er mig eller lægen fra Holbæk og nyeste forskning du synes er ensidig?
      Men altså, mig bekendt kan man IKKE tale om overvægt hos babyer. Faktisk vil overvægt typisk først vise sig reelt fra 3-4 år, da børn indtil da “gerne må være fede”. Jeg har selv en fed baby, men er ikke bekymret, da jeg er sikker på at familiens gode kost og bevægelsesvaner nok skal hjælpe ham af med babyfedtet, når han begynder at spise samme mad som os og kunne bevæge sig.
      KH Cana

  5. Du skulle se hvad ungerne får mad i madpakke… Jeg remser op:
    – Hvidt brød
    – Mælkesnitte
    – Pålægschokolade
    – Pandekager
    – Spaghetti med lidt ost drysset ovenpå
    – Pizza
    – Happy Meal (I shit you not)
    Ja, hvis forældre tror, at det er en sund madpakke, til deres børn i 1. klasse – så er det måske ikke så underligt, at de bliver overraskede og sure, når nogen siger, at deres barn er overvægtigt. Svaret er som regel “Jamen, Linus vil bare ikke spise rugbrød”
    Fair nok – men valget står jo ikke mellem rugbrød og usund mad

    1. OH MY! Det er jo heeeelt vildt! ha ha, og jeg synes jeg “flotter mig” når min store dreng får en tørret abrikos ned blandt grøntsagerne til børnehavesnacks! Pheeew.

  6. Tak for at udtrykke forbavselsen over at forældre til tykke børn ikke ser, deres børn er tykke eller aner hvad sund livsstil er! Hvis man dømmer efter udbuddet i supermarkederne, må der være mange forældre som fx gir deres børn sukkerfyldt morgenmad og sodavand hver dag. Efter også min mening er rådene sund fornuft, men de nævnte forældre har åbenbart aldrig lært dette. Der er mange, især i USA, som lever milevidt fra rådene. For at de skal hjælpes, så kræver det altså, at nogen skærer ind til benet og konkretiserer, jeg synes det er positivt.

    1. Tak for din kommentar! Desværre tror jeg du har ret i at mange ikke kender “sund fornuft”, som sundhedsstyrelsen ville anbefale den.
      KH Cana

  7. (Fortsættelse) …positivt, at rådene skæres ud i pap! Noget andet er BMI for børn har andre lavere grænser. Så det er ikke så simpelt, at man bare lige regner BMI ud.. Hvis jeg fx bruger voksen grænserne for mine børns BMI, så er de undervægtige, selvom de er, som de skal være!

    1. Der findes faktisk sider hvor man kan taste barnets alder, højde, køn og vægt ind – så kalkulerer den om barnet er under- normal- eller overvægtig ud fra det 🙂
      KH Cana

  8. Kan på mange måder godt følge dig – Specielt i forhold til at tage fælles ansvar, at italesætte overvægt og at det er et svigt af vores børn at lade det fare….Der hvor jeg ikke er enig er, at det ikke er raket-videnskab…For det er det jo desværre for rigtig mange mennesker. Og umiddelbart er det for mig at se en en anelse for let, at antyde, at det må kræve en IQ under gennemsnittet ikke at knække koden. For mange overvægtige mennesker er det psykiske årsager der medvirker til problematikken (Det tror jeg personligt næsten altid der er), der gør at det er en lidt mere kompliceret størrelse. Og som også er årsag til, at rigtig mange kure ikke virker – Når man ikke få hjælp til den del også. Det er videnskabeligt bevist, at den største indikator for overvægt er, at man på et tidspunkt har været på kur! Så altså…For mennekser uden et vægt-problem er det – som du siger – simpel matematik. For mennesker med et overvægtsproblem er det en lidt mere mangefacetteret sag. Så lad os italesætte det og tage ansvar for hinanden. Og lad os udryde den stigmatisering at overvægtige er mindre intelligente mennesker der bare ikke kan løse et simpelt regnestykke 🙂

  9. Er ikke vild med opfordringen om at “blande” sig, hvis man ikke kender hele historien. Er selv en normalvægtig mor til fire (avlet i to kuld). De to ældste på 12 og 17, fra første ægteskab med psykisk syg, nu afdød mand er begge desværre diagnosebørn. For dem har bla socialt samvær og sportsaktiviteter været vanskeligt. Ligeledes er forældreskabet og almindelige opdagelsesmetoder ofte noget af en udfordring. Som så mange andre udfordrede børn, benyttes bla. Pc mv hyppigt, da et fællesskab på nettet for dem synes nemmere at overskue og indgå i. Dette har efter år med mindre bevægelse end godt er, resulteret i en vis overvægt ift normalen. Og dette på trods af at kosten læner sig meget op af det anbefalede. Jeg er mig deres størrelse meget bevidst. Ligeledes er jeg mig andres øjne og tanker meget bevidst. For jeg ved da godt at de tænker det du skriver. Vores situation er desværre ikke så enkel som så, og mine børns trivsel øges ikke ved overdreven tvang ift til fx mere bevægelse eller deltagelse i aktiviteter, hvor de mister overblikket. Det er desuden svært at finde tilbud til gråzonebørn, der er for anderledes ift de normale børn, og for normale ift de anderledes. ..
    Jeg gør alt hvad jeg kan for igennem kosten at holde vægtstigningen på et minimum, og forsøger bla at få vægten til at stagnere, så de kan vokse det af, når de ryger i vejret.
    Alt i mens jeg bekymres om alle problemstillingerne, der kan følge med en overvægt.
    Jeg er derfor ikke en blind mor, der fodrer mine børn uhensigtsmæssigt, men en mor til to børn, for hvem livet er mere kompliceret end som så.
    Og hvor ville jeg da oven i denne sorg, blive ramt og ulykkelig, hvis én bedrevidende og uvidende person, uden at jeg bad herom, ville komme rendende og kloge sig.