Lidt om at savne

IMG_6404[1]

Min mand, Thomas, har i de seneste måneder været rigtig meget væk hjemmefra. Sådan rigtig meget. Han har gang i en masse superspændende projekter og det er selvfølgelig helt vildt dejligt at han er så efterspurgt. Men for pokker. Jeg savner ham. Min mand. Min kæreste.

Når Thomas er væk hjemmefra kører alt med børnene efter sådan rimelig faste rutiner, så jeg kan få hverdagen til at hænge sammen på en fornuftig måde, nu hvor jeg – udover børnene og det kæmpestore hus i sønderjylland – også har fået mig en vidunderlig tidsrøver i denne blog. Det betyder desværre bare, når Thomas så er hjemme, at jeg de første par dage (hvis jeg er så heldig at have ham hjemme mere end en nats tid), slet ikke kan nyde at min mand er hjemme – for så bliver der jo lavet om på alt det vi ”plejer”.

Jeg ved det er dumt. Jeg ved det er mig og min mærkelige hjerne den er gal med, men ikke desto mindre, så er det sådan jeg har det.

Når nu min hjerne fungerer på sådan en irriterende og uhensigtsmæssig måde, betyder det, at jeg i virkeligheden bare kommer til at savne Thomas endnu mere. Oftest er han kun hjemme i et døgns tid inden han igen skal på farten – og så når jeg jo slet ikke at nyde ham, når jeg skal rende rundt og stresse over at rutinerne for en stund bliver sat lidt til side. Jeg når ikke at være forelsket. At høre hvordan min mand har det og fortælle ham om alle mine tanker og drømme.

Jeg savnersavnersavner min mand.

Hvis jeg ikke allerede har sagt det, så skal I vide, at jeg nemlig har scoret den allerdejligste mand. Han er et vidunderligt menneske med et hjerte af guld og et poetisk intellekt, som udfordrer mig på den helt rigtige måde. Han skriver sange, spiller dem, fortæller om sine tanker, skriver poesi, forfatter (virkelig gode!) bøger i det skjulte og funderer over alt mellem himmel og jord. Han er en dyb og varm mand.

Som jeg savner.

Fik jeg nævnt det? Altså, at jeg savner min mand.

Selvfølgelig er savnet ekstrastort her knap fem måneder efter jeg har født vores andet barn, fordi en baby – i hvert fald hos os – sænker energiniveauet og begrænser datenights og mini-get-aways, men hold nu kæft hvor gad jeg godt snart igen se min mand dybt i øjnene og have tid til at fortælle ham hvor meget han betyder i mit liv og hvor højt jeg elsker ham.

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge med ved at trykke på nedenstående – så bli’r jeg glad 🙂

FACEBOOK

BLOGLOVIN

INSTAGRAM

Skriv din kommentar

Kommentarer (10)

  1. jeg er enig i ALT hvad du skriver….. Det gælder nemlig også herhjemme hos os…… Det fylder at savne og at være aleneforælder pg voksen, og det hjælper ikke at de allerbedste naboer nogensinde flyttede langt langt væk

  2. Kære Cana.
    Den følelse du sidder med kender jeg alt for godt…
    Men du skal vide at vi er mange derude der virkelig sætter pris på at vi må låne din mand og hans poetiske intellekt for en enkelt aften. For når jeg går hjem fra en fantastisk koncert, så er jeg glad og skør i låget. Går hjem og ligger mig i min skønne mands arme og elsker ham lige en anelse mere<3
    Så tak fordi dit hjerte kan rumme st vi " låner" ham lidt;-)))
    Og håber så at i snart får tid til lidt Kærestetid igen;-)))

  3. Uh, hvor jeg kendte den følelse,da jeg var gift med en sømand…
    Få dig et godt netværk og husk begge to at sætte tid af til hinanden.
    Bedste tanker herfra.

  4. Vil da lige snuse lidt rundt på din fine blog.. Og ja, du har ret… Ens blog kan godt være en tidsrøver… Men den kan også være og gi en selv så mange positive ting. Jeg selv er også mor til to. Det jeg har blogget mest om er stress men også tilværelsen med to børn.