Efterfødselsblæver

Der var engang hvor jeg havde et maveskind så stramt som skrællen på en umoden banan. Det var også dengang jeg repræsenterede Danmark ved en international skønhedskonkurrence og debutterede i Aftenshowet iført bikini. Det var dengang min krop var ung. Mine somre taget i betragtning, bilder jeg mig egentlig ind, at min krop stadig er ung, men når jeg kigger mig i spejlet, kan jeg se at det ikke er rigtigt.

Efter to graviditeter hvor jeg begge gange blev stor som et hus, holdt maveskindet ikke. Jeg fik så megamange strækmærker, at selv det halve, havde fået Scarface til at blive bange!

Strækmærkerne i sig selv er jeg egentlig cool med, men for fanden altså, min hud er jo blevet for stor! Selvom jeg sidder hjemme i sofaen og bliver mere og mere tyndfed, så har jeg smidt alle mine graviditetskilo og er næsten tilbage på missdanmarkvægten. Dunken er minimeret og mine ben kunne af og til forveksles med storkens. Men mit maveskind er for stort. Huden hænger og jeg er pisseked af det. Jeg er ked af at min krop i den grad ser gammel ud. Brugt, endda.

Og når så oven i købet de sociale medier – som jeg ellers elsker – flyder over med ”se min krop, hvor flot den er her fire dage efter jeg har født” så brækker jeg mig en lille smule i munden.

Tillykke med det. Godt for dig. Pralpralpral.

Okay, jeg havde garanteret selv gjort det samme, hvis jeg havde været så heldig at have god elastik i maveskindet, men nu hvor jeg ikke har, så bliver jeg simpelthen så ked af det. Ked af det over at læse kommentarer som ”Hvor er det bare godt klaret”. Undskyld at min krop åbenbart ikke klarede opgaven ligeså godt. Undskyld den fejlede. Undskyld at jeg nu resten af mine dage skal liste rundt i svømmehallen, så ingen opdager at maveskindet blævrer. Undskyld jeg åbenbart ikke var ligeså god som dig.

Jeg er selvfølgelig klar over at det er mit eget mindreværd den er gal med – ingen andre; for jeg mener det selvfølgelig når jeg siger ”Godt for Jer”, men ikke desto mindre savner jeg anerkendelse af, at vi altså stadig er nogen, som ikke var så heldige. En anerkendelse af, at man ikke har en dårligere krop, fordi den har fået store ar.

Arrene skulle gerne forblive på maveskindet, frem for at forplante sig på sjælen.

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge med ved at trykke på nedenstående links – så bli’r jeg glad 🙂

FACEBOOK

BLOGLOVIN

INSTAGRAM

IMG_5447[1]

Jeg har ikke turdet lægge et billede op af mit maveskind – måske gør jeg det en dag, men for nu, må I tage mig for mit ord.

 

Skriv din kommentar

Kommentarer (20)

  1. Pyh … du ramte lige et ømt sted der!
    Er ofte ramt af forundring over at min mand stadig gerne vil holde mig tæt og driller mit store maveskind lidt ved at shake hudfolden lidt … Selv mit ældste barn vipper med min mor-delle med fingrene og spørger om jeg ikke skal løbe den væk??! Øh, om jeg så løb jorden rundt vil den forblive

  2. Hvor er det bare modigt af dig at skrive det og hvor føler jeg med dig. Tænk sig at det er de tanker jeg får når jeg læser dit indlæg. Jeg tænker du er modig, måske fordi vores samfund kun ser ud til at acceptere det perfekte og jeg syntes det er synd for dig. Det er da helt forskruet ikk? Du har jo fået to fantastiske børn og egentlig er det da langt mere synd for de der ikke kan få børn eller vælger børn fra. Alligevel tog jeg mig selv i, så sent som i går, at kigge misundeligt på en pige, der sikkert ikke var ældre end 18, men hendes bluse stumpede og afslørede hendes perfekte maveskind og navle uden hængebug. Og det savner jeg sku. At have en flot mave og ikke købe trøjerne større for at skjule dellen. Jeg vil elske mine to børn til jeg tager det sidste åndedrag men jeg kommer aldrig aldrig aldrig til at acceptere min krops udseende efter deres exit – ej heller de strækmærker der fulgte med.
    Tak for en skøn blog med dejlige billeder i øvrigt.

  3. Åhh ja. Jeg kender det såå godt. Da jeg ventede min store dreng fik jeg så mange stræknærker at de var på venusbjerget og helt op til lige under brysterne. De går fra sidefjeld til sidefjeld. De fleste er over 0,5 cm brede og der er ingen følesans i maven. Ja ja jeg ved godt jeg er tyk og fed og burde tabe mig for så er min drøm at få fjernet de det 7-10 cm ekstra hud som mine 2 graviditeter har påført mig. Men overskudet til at tabe mig er der bare ikke. Med en personlighedsforstyrelse og et barn på 2,8 år som har IGA1 mangel hvilket gør ham næsten konstant syg fra midt oktober til april og som ikke sover igennem endnu ja så må mine mindreværdskomplekser altså vente. Og ja det er bare mine komplekser det er galt med for min elskede mand er ligeglad med at jeg vejer 35 kg for meget og ligner et hængebugsvin. Han så helst jeg blev ved med, i det mindste, at være buttet (staves?) Han gider ikke tynde kvinder. Så jeg må prøve at leve med det til overskudet er der til at komme ned i vægt og blive glad for min krop igen.

  4. Er det ikke bare sådan det er når vi får børn – når vi ligger krop til et mirakel af dimensioner, at så kan man ikke forvente at gøre det uden mærker. Alt bliver slidt af brug, hus, bil, cykel, krop og sind. Jeg har aldrig elsket min krop så meget som efter at den har givet mig mine 4 fantastiske unger, jeg har været forskånet for strækmærker på maven, men har dem så på brysterne i stedet for, 2 ar efter kejsersnit men det gør ingen ting – for jeg har fået noget retur, noget som ikke kan gøres op i strækmærker eller løst maveskind nemlig stjernerne i mit liv. Beklager, men syntes at det er en lidt naiv tanke at man skal have den samme krop efter flere graviditeter.

    1. Måske er jeg naiv, men det tror jeg nu ikke. Jeg er klar over hvad graviditeter gør eller kan gøre ved kroppen og dens udseende, men det ændrer ikke på, hvordan jeg har det med udfaldet for mig.
      KH Cana

  5. Tak for din ærlighed! det er lige sådan jeg har det. Jeg tror det handler om at finde en balance med sig selv og den nye krop. Det har ikke været muligt for mig at følge med mentalt. Ja, jeg har fået et vidunder ud af det, men jeg har endnu ikke fundet den lækre kvinde frem i mig, som jeg synes jeg var før.
    Jeg er sikker på at jeg finder hende igen og det gør du også.

  6. Hej Cana, tak for din ærlighed. Jeg synes du har en dejlig befriende ærlig blog så tak for det. Jeg er nok desværre en af dem du skriver om, og dit indlæg har fået mig til at indse, at det ikke er alle der genvinder sin krop igen. Jeg må have været naiv for det troede jeg faktisk alle gjorde. (Jeg skrev blandt andet om det her http://minimeandhe.blogspot.dk/2013/11/efterfdselskrop-20-uger-efter.html) . Og jeg troede, at alle var glade for deres krop bagefter. Selvom jeg godt kan se det lyder meget naivt så var det faktisktisk det jeg troede. Jeg har aldrig talt med andre om deres fødselskrop, men dit indlæg gjorde mig klogere.

    Jeg kan godt forstå, at når du er i din situation, så er det træls at få smidt i hovedet, at nogen kan få deres krop tilbage efter to måneder. Det gjorde jeg, og jeg synes det var helt vildt fantastisk og jeg berettede om det på min blog. Jeg vil ikke sige jeg pralede med det, men oppe mit hoved havde jeg haft en forestilling om slap mave og strækmærker. At jeg ikke fik nogen af delene, synes jeg faktisk var helt vildt.

    Det kan godt være jeg ikke havde problemer med min krop efterfølgende og jeg havde en baby der var nem fra dag et af (der gjorde at jeg kunne tage hende med ned at træne ), men så havde vi hjemme ved os andre “problemer”. Fx på kærestefronten. Det skriver jeg en del om fx her:http://minimeandhe.blogspot.dk/2014/01/parterapi.html
    Jeg har haft fokus på det at gå i parterapi efter fødslen og på det at stå i en krisesituation i parforholdet. I en tid hvor man tror alt skal til at være lykkeligt. jeg har skrevet mere om mit forhold til min kæreste og de ting vi havde problemer med.

    Jeg tror bare jeg vil forsøge med min kommentar, at vise dig (og det ved du jo helt sikkert godt), at de der piger med den der krop der trækker sig sammen igen, godt kan have andre ting de fokuserer på end at gå rundt og “prale” af deres krop:). Altså at gøre sådan en som mig lidt mere nuanceret og vise, at i mit liv er der lige så mange kontraster som i alle andres liv.

    Det kan godt være jeg viser billeder af min efterfødselkrop fordi jeg er tilfreds med den, men jeg udstiller altså også mit liv med alle dens facetter og kontraster som livet byder mig. Fx med kæresteproblemer, en fucking dårlig ammedag, som fuckede mig helt op, eller at jeg tabte alt mit hår, der gjorde at jeg i en tid mistede mit selvværd osv osv osv.

    Håber du får en god mandag:)

    1. Tak for din kommentar. Det lyder som en spændende blog du har gang i – jeg vil glæde mig til at læse med en dag, snart.
      KH Cana

  7. Hej cana
    Super indlæg, jeg vil bare gerne fortælle et anderledes spin på strækmærker, store maver og andre følger. Jeg er nu gravid med mit første barn og jeg er en store pige med en del for meget på vægten, og kæmper derfor modsat andre at holde min før vægt ( jep barnet vokser fint )
    Nu er det pludselig blevet ok at fremhæve maven, stolt mens man siger “jeg er gravid” og alle vil gerne klappe maven der før var “blæver”.
    Så jeg vil glæde mig lidt til at jeg efter fødslen kan sige at strækmærkerne, blæveret og kærlighedshåndtagene skyldes min datter og ikke en for stor middag i går 😉
    Bær jeres blæver og strækmærker med stolthed, I har sat nye liv til verdenen og betaler prisen i form af buler det kan I være stolt over.
    Hilsen Charlotte

  8. Min (ellers søde) læge kommenterede mit maveskind ved en graviditetsundersøgelse da jeg ventede barn nr 2 (og derfor flashede strækmærkerne fra barn nr 1): “Nåå hvor synd…” Jeg blev lidt paf, men tænkte bagefter at det var en ret upassende kommentar. Specielt for en læge der da om nogen ser kroppe i alverdens afskygninger hver dag, inklusiv rynker, appelsinhud, bumser og modersmærker. Det svarer jo til at sige: “nåå du har korte ben, hvor synd”. Men da det er ca lige så svært at få ben til at gro som det er at få slapt efterfødsels-maveskind til at blive en sixpack, må jeg i stedet lære at leve med det.

    Jeg prøver at tænke positivt om mig selv og min krop, men det er noget jeg øver mig på. Jeg kommer til at sætte fokus på det negative, som når jeg spørger min mand om strækmærkerne ikke er meget tydelige, om ikke jeg ser gravid ud i denne kjole, eller hvad jeg nu finder på… Min kære mand har aldrig kommenteret min krop negativt, så hvorfor skal jeg absolut gøre det!? Min krop har skabt og båret to smukke børn, været skide god til at føde dem og klaret at ernære dem de første mange måneder. Det er da for sejt hvad min krop, og andre kvindekroppe, kan! Og for filan, jeg har flotte ben, fine bryster (ja lad os nu se efter endt amning af nr 2, haha), feminine hænder og sexede læber. Den skide mavedelle skal ikke have alt det fokus!!
    håber jeg en dag bliver lige så modig som dig og griber bikinien… It aint over till the fat lady sings 😉

    Dejligt du åbner op for det “uskønne” emne (især fordi du absolut ikke ligner en der har problemer med hverken maveskind eller selvbillede) det er rart at vide at man ikke er alene. og jeg vil fortsat øve mig på at lade arrene forblive på min krop, og ikke forplante sig til mit sind.

  9. Kære Cana.
    Tusind tak for en supergod blog. Jeg er normalt rigtig glad for at læse med og synes, at du har en dejlig positiv, inspirerende og munter klang i dine indlæg. Men dette indlæg blev jeg lidt ked af at læse.

    Når man færdes på de sociale medier, er man selv herre over, hvilke sider af sig selv, man vil vise frem til omverdenen, og dette bliver jo ofte selvsagt til det, man er mest stolt af. Det betyder, at instagramprofiler mm. af kvinder på din alder ofte bugner med billeder af lækre unger og kuglerunde højgravide maver – og flotte, stramme postfødselsmaveskind. Alt sammen noget af det, man er mest optaget af og stolt af at kunne vise frem. Din instagramprofil er ingen undtagelse; fantastiske billeder af din flotte højgravide mave (også de halvnøgne af slagsen), billeder af dine smukke, smukke unger og billeder af flot nyindkøbt tøj, der sidder supergodt på din ligeledes flotte krop.

    Alt sammen ting, som man vil beundre og i mange tilfælde også misunde. At der er én enkelt ting (!!), som du ikke føler, du har været lige så heldig med, synes lidt at bevirke, at dette er den eneste slags posts inden for baby/fødsels/krops-kategorien, der ikke bør vises og roses – alt mens hurtigt vægttab efter fødsel, “fodboldpåmavengraviditet” mm. er ganske accepteret.

    Jeg synes ikke rigtigt, der er forskel på at poste et billede af en fodboldmave, der svineheldigt sidder, hvor den skal, og på at poste et billede af en flot og flad postfødselskrop, der på nøjagtigt samme måde kan skyldes held og gener. (Hermed ikke sagt, at jeg ikke gider at se på fodboldmaverne – jeg gider bare lige så godt at se på stoltes kvinders flade maver. Begge dele er da fantastiske).
    Jeg tror, der er rigtigt rigtigt mange kvinder, der ville dræbe for at have deres ufødte afkom siddende så flot på fronten, som du hele to gange har kunnet fremvise. Kvinder med generne og vægten imod sig. Kvinder, der er nøjagtigt lige så kede af det, som du er over et maveskind, der ikke vil trække sig sammen.

    Jeg synes ikke, at der som sådan er noget galt med emnet i dette indlæg, og jeg har bidt mærke i, at du skriver, at du sikkert selv ville have gjort det samme. Men derfor forstår jeg ikke din meget hårde og dobbeltmoralske tone. Og jeg er ked at læse, at du ligefrem brækker dig lidt i munden over at se billeder af kvinder, der er lige så glade for deres efterfødselskroppe, som du var for din højgravide. Jeg kan sagtens forstå, at du er ked af det, og at det betyder meget for dig – sådan tror jeg, at alle kvinder ville have det med en ændret krop, men det, at du savner en anerkendelse af, at nogle ikke er lige så heldige, det kan man vist ikke rigtig blame de heldige og stolte kvinder – og ej heller deres rosende kommentarer, som du nævner. I så fald kunne jeg forestille mig, at andre kvinder kunne savne en anerkendelse af ret mange andre situationer, hvor man kan spejle sin succes – eller mangel på samme – i dine og mange andre kvinders smukke fotos og historier.
    At der mangler billeder på de sociale medier af knapt så stramme maveskind er vel ikke nødvendigvis et udtryk for mangel på anerkendelse fra omverdenen – men mere et udtryk for, at man har mere lyst til at poste et sådant billede, hvis maven ligner sig selv igen. Du har vel selv i højere grad lyst til at poste billeder, hvor du tager dig bedst muligt ud, selvom du stadig anerkender folk, der ikke skulle se ud som dig.

    Ups ups, det kom vist ud som et surt opstød, og det er egentlig slet ikke meningen. Jeg er stadig stor fan af dig og din blog, men jeg håber, at du vil kigge lidt mere indad, når du poster blogindlæg, med så skarpe/hårde ordvalg og formuleringer. Der er altså virkelig stor forskel på at ytre sin bekymring/sorg over eget problem og på at bitche over andres lykke.
    Stort knus fra A.

    1. Tak for din lange kommentar.
      Jeg tror du misforstår mit indlæg. Jeg blamer ikke nogen at jeg har fået løs hud på maven. Jeg er da superglad på andre mødres vejne når de ser brandgodt ud og har stramme maver som før graviditet. Men det ændrer ikke på at jeg er ked af hvordan jeg selv ser ud. Jeg brækker mig lidt i min egen mund. Ikke i andres.
      Og selvfølgelig kan jeg følge dig i at andre måske “misunder” mig hvordan jeg ser ud som gravid – men altså, vægten er vidst ikke til diskussion. det er i hvert fald noget man 100% selv er herre over. I modsætning til hudens elasticitet eller genetik.
      KH Cana