Børnemodeller til debat

Oh my! Endnu et tabu-emne. Eller altså, det tror jeg det er, men jeg ved det faktisk ikke helt.

Jeg er faldet over en artikel om den smukke pige Kristina Pimenova. Hun er en russisk pige på otte år – og ja, så er hun model. Og åbenbart en meget dygtig én af slagsen. Hun har i hvert fald 1,8 millioner fans på facebook og 265.000 følgere på instagram. Profiler, som hendes mor styrer for hende.

Billederne er fra Kristina Pimenovas officielle instagramprofil @kristinapimenova2005
Billederne er fra Kristina Pimenovas officielle instagramprofil @kristinapimenova2005

 

WOUWSA! Det er eddermamer vildt synes jeg. Og ærligt, så ved jeg ikke hvad jeg skal tænke. Hun er jo kun 8 år. Otte.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at hun er en meget smuk pige, men på en eller anden måde, så er der altså noget der stritter i mig, når et barn skal have så mange fans – og så oven i købet på grund af sit udseende. Jeg forstår det ikke.

Alle børn er jo smukke.

Jovist er nogle mere billedskønne end andre, men ligefrem at sætte dem på en skønhedspiedestal, det forstår jeg sgu ærligt talt ikke. Hvorfor har nogen lyst til at følge et barn på grund af hendes udseende? Og endnu værre, hvorfor har barnets forældre lyst til at eksponere deres afkom på den måde? Jeg ville denundenlyneme være ked af hvis mine børn blev kendt verden over for at have et smukt ydre. Hvor er kernen? Hvor er alt det som er vigtigt? Personligheden og selvværdet?

Måske er jeg helt ude på et sidespor og ser spøgelser alle vegne, men jeg forstår det simpelthen ikke.

Grundlæggende forstår jeg slet ikke at der findes ”børnemodeller”. Min mand kender en caster fra et børnemodelbureau, som fortæller, at de ugentligt modtager over 50 ansøgninger fra forældre, som gerne vil have deres børn taget i betragtning som modeller. Altså 2500 om året. Det er godt nok mange. Og jo, jeg kan da godt forstå at forældre synes der børn er de mest bedårende børn i hele verden; for det er de sikkert også. På grund af deres personlighed. Den, som vi alle sammen i virkeligheden godt ved, er det eneste som tæller. Og tænk nu hvis barnet blev “superstjerne” som Kristina Pimenova. Gosh! Det kan jeg ikke tro, at nogen forældre er interesserede i. Eller hvad?

Selvfølgelig kan jeg godt sætte mig ind i, at det er dejligt når andre – især fremmede – kommenterer positivt på éns børns udseende, hvadenten det er i køen i supermarkedet eller på de sociale medier (som jeg selv gør i stor stil!), men jeg synes virkelig der er langt derfra og så til en direkte dykning af børns ydre med millioner af fans. Jeg synes det er vanvittigt at oprette profiler på diverse sociale medier på sine børns vejne, for at øge eksponeringen af deres udseende.

Måske er det i virkeligheden fint med børnemodeller og måske ser jeg som sagt spøgelser, men jeg kan ikke tro, at en dyrkning og eksponering af børnene som små smukke supermodeller, ikke gør noget skidt for børnenes selvopfattelse. Måske tager jeg fejl. Ja faktisk, så håber jeg at jeg tager fejl.

Hvad siger I derude? Er jeg helt på afveje?

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge med ved at trykke på nedenstående – så bli’r jeg glad 🙂

FACEBOOK

BLOGLOVIN

INSTAGRAM

Skriv din kommentar

Kommentarer (14)

  1. Nej, det er du bestemt ikke…..Det er HELT de forkerte værdier der bli’r fokuseret på, en rigtig kedelig udvikling, desværre:-(

  2. Tja… hun er godt nok en lille smuksak! Hun ligner allerede en halvvoksen pige og det er hun jo slet slet ikke. Gad vide hvordan hendes liv og psyke kommer til at forme sig. Håber der er nogen der passer rigtig godt på hende❤️

  3. Helt enig med dig, jeg har samme tanker. Og når det så er sagt, får jeg lyst til at tilføje: SHIT, hvor er hun smuk. Meget voksen i sit udtryk, men virkelig, virkelig smuk.

  4. Jeg er helt enig med dig. Derudover er hun et meget smukt barn – men alle børn er ikke lige smukke, ligesom nogle voksne er smukkere end andre. Jeg synes det er ok hun fungerer som model – jeg synes til gengæld at det med profiler, fans og morens styring af det er sygt. Jeg synes det kunne være så skønt hvis vi levede i en verden hvor alle slags mennesker blev brugt som modeller – tænk hvis man kunne forestille sig det alle hudfarver, højder, størrelser – og alle med forskellige udtryk så man ikke kun så de kvinder der står med let adskilte læber og virker triste og mandlige modeller der ser lidt alvorlige ud…det kunne være rart at se folk der bare smiler med alle deres “defekter”.

    1. Ja, det kunne eddermamer da være fantastisk hvis modeller kunne afspejle virkeligheden i højere grad end vi ser det i dag…
      KH Cana

  5. Meget enig. Men du skrev, at hun boede i Rusland ikke? Der tror jeg alle kneb gælder, hvis man bare vil have en lille chance for at komme frem i verden eller bare væk fra Ruslands fattigdom. Det er min første tanke.

  6. Hmmm… Først og fremmest tænker jeg, at mange af os lidt er ude i samme ærinde, at vi gerne vil vise vores børn frem. Her tænker jeg Instagram. Jeg bliver sgu glad, når folk synes mine drenge er cute 😉 Det booster da helt klart min moderlige stolthed. Med det sagt, så er jeg enig i, at når et barn bliver hypet SÅ tidligt (og kun på grund af udseende), så er der dælme mange udfordringer. Tænk lige alle de stakkels Hollywood børnestjerner? Håber hun har nogle meget beskyttende mennesker omkring sig, som får skovlet en masse selvværd i hende. Børnemode er bare blevet en KÆMPE industri, så tror kun der vil komme flere børnesupermodeller.

    1. Jeg håber som du, at nogen passer på de små verdensstjerner.. Men mon ikke? Alle forældre vil heldigvis deres børn det bedste 🙂
      KH Cana

  7. Hej Cana, synes også det er en gråzone… Jeg var podiet og foto model som barn, og elskede det. Da jeg fyldte 13ca og fandt ud af at jeg skulle bruge briller, så var jeg pludselig ikke populær mere.. Det undrede mig da, men ikke noget jeg sad og tudede over, jeg fandt bare andre ting at fokusere på.
    -Men tusindvis af tilhængere, det er jo noget helt helt andet.

    Alt i alt, synes at alt med måde er vigtigt.

    Der skal naturligvis bruges børnemodeller, og har du et meget fotogent og tålmodigt af slagsen, så synes jeg da det er fint nok. Så længe det sker på barnets præmisser..