mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Utilstrækkelighedsfølelser #2

Da min blog var helt nystartet (skriver jeg som om jeg bare er megaerfaren; who am I kidding – bloggen har eksisteret i mindre end 2 måneder, men hånden på hjertet, så er den allerede en fast integreret del af min hverdag, så pissemeget tak fordi I gider læse med. Uden læsere, ingen blog. Taktaktak!) … Ej, det var totalt et sidespring; det jeg vil frem til er, at jeg for 1½ måned siden skrev et indlæg om mine utilstrækkelighedsfølelser som mor til to og angsten for “når begge børn græder” (du kan læse indlægget HER hvis du har lyst), som en sød læser nu har lagt verdens (måske) længste kommentar til.

En kommentar som i den grad har givet mig stof til eftertanke.

Hun kommer med et råd om at man altid skal prioritere den store først. Et råd jeg faktisk er stødt på tidligere, hos én som praktiserede det med tilsyneladende god effekt. Det store barn har en helt anden forståelse end det lille barn og vil i mange tilfælde (eller måske alle) i højere grad kunne føle sig svigtet af forældrene – derfor bør den store prioriteres først.

Så vidt så godt and I get the picture. Men alligevel er der noget i mig som stritter. For nej, jeg vil sgu helt ærligt ikke prioritere nogen frem for andre – og da slet ikke mine børn. Mine børn, som skal være hinandens allierede. But then what?!

Igen er der det med min følelse af erfaring og så den faktuelle erfaring, som muligvis ikke stemmer helt overens, men jeg vil alligevel påpege, at jeg i min korte tid som mor til to børn, altså endnu ikke har været tvunget til at prioritere. Jeg har jo for pokker både to øjne, to ører, to ben, to arme og to læber, som forøvrigt snildt kan uddele massevis af trøstekys i en vældig fart; også til to børn på én gang. Alt til trods for at jeg de seneste måneder har været mere end bare almindeligt  meget alene med børnene.

Mine børn trives fint med at jeg rummer dem begge på en gang og de rummer tilsyneladende også hinanden. Min angst som jeg skrev om i mit tidligere indlæg, er – i hvert fald for en stund – erstattet af en følelse af samhørighed. Måske har jeg nogle ualmindeligt nemme børn at være sammen med; jeg ved det ikke, da jeg selvklart aldrig har haft andre, men indtil videre har realiteten vist sig at være langt mere ukompliceret end mit tankemylder og min “morangst” har forsøgt at gøre det til.

Og altså, titusind tak for den megasøde og meget velskrevne kommentar; indlægget her er på ingen måder en kritik af kommentarer, men nærmere en refleksion og jeg er pisseglad for at nogen overhovedet gider bøvle med at lægge kommentarer; ovenikøbet sådan nogle lange og velovervejede nogle. TAK!

Kys fra Cana, som forøvrigt har fået en ny bloglovin’ (med det rigtige domæne) så skynd jer ind og følg med 🙂

BLOGLOVIN

FACEBOOK

INSTAGRAM IMG_7128[1] <a href=”http://www.bloglovin.com/blog/12935753/?claim=hexnpvd7u6y”>Follow my blog with Bloglovin</a>

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Først og fremmest TAK for en dejlig blog. Det er altid dine indlæg jeg aldrig springer over.
    Jeg synes at alt hvad du skriver om er så dejligt vedkommende, og ofte rammer du lige ned midt i hvad jeg selv går og funderer over, og hvor er det bare dejligt ikke at være den eneste med et arbejde i psykiatrien, som alligevel er en smule socialt handicappet… 🙂 Jeg ville SÅ meget også selv have skubbet den bil. Skulle nok have fundet kræfter til det, hvis bare jeg kunne undgå at blive set! Som om man selv kan gøre for, at man kører rundt i en lortespand 😉
    Nå, men anyway. Med dette indlæg rammer du lige ned midt i min hjertekule! Vi har en dejlig datter på 3 år, og blev for 3 måneder siden beriget med endnu en lille prinsesse, Viola. I dag da vores ældste slog sin tommeltot, på præcis samme tidspunkt hvor Viola VIRKELIG ville have mors babs, måtte jeg tage et valg. Jeg tog min ældste op i armene, og gav ikke slip på hende før den lille tommeltot endelig havde det nogenlunde igen. Stakkels baby var så ked af det imens 🙁
    Vi er heldigvis blevet velsignet med en meget nem baby, men hvad i alverden gjorde man, hvis nr. 2 havde kolik???

    Det er den værste følelse som mor, at være utilstrækkelig overfor sine børn. Heldigvis bærer de aldrig nag, og elsker deres forældre ubetinget.

    Et langt indlæg, uden et eneste godt råd.. Ville egentlig også bare sige tak. Glæder mig til fortsat at læse med, når du deler ud af glimt fra hverdagen 🙂

  2. Nr 2 havde kolik. I 4 mdr. 6 timer og 43 minutter er vores skrigerekord. I streg. Derefter 42 minutters søvn på mig. Og så forfra. I 4 mdr.
    Har en søn på 4 også.
    2 mdr med nogenlunde normal hverdag. Så blev hun ørebarn. Og græd igen. Var sur. Plaget. Ulykkelig. Havde ondt. Har i skrivende stund ikke sovet mere end et par håndfulde nætter igennem på 4-5 mdr.
    Og jeg har grædt og grædt og grædt. Udenpå. Og indeni. For min lille plagede pige………men ærligt……..mest for min store søn. Som pludselig “mistede” sin mor. Og far. Græd for mig selv – over følelsen af at fejle, ikke slå til og af at være en dårlig mor. Det sidder dybt – følelsen af at fejle som mor.

    På mirakuløs vis er mine børn hinandens et og alt. Han ELSKER hende. Og omvendt.
    Så jeg fejlede jo nok ikke – men den sidder der og gnaver. Sorgen over valget mellem hvem jeg skal sætte først og hvordan mir overskud – efter en stressdiagnose skal fordeles.

    Elsk. Er mit eneste guldkorn. Elsk dem.

  3. Interessant emne, der er højaktuelt herhjemme med en datter på næsten 3 og tvillingepiger på 4 måneder.
    Jeg havde de vildeste bekymringer inden tvillingernes ankomst – netop om, hvordan jeg skulle dele sol og vind ligeligt mellem dem alle tre.
    Jeg fik også rådet om at ‘prioritere’ storesøster, og har fulgt det så langt, som at jeg især de første måneder stod på pinde for hende det sekund, der var bare lidt ro fra de små. Og også når der ikke var ro. Non stop faktisk… Jeg har ammet en af de små adskillige gange, mens jeg har læst godnathistorie og puttet hende, har været i zoo, sommerhus og sommerland med bittesmå twins for at HUN skulle have en dejlig sommer. Og ammet, ammet og ammet noget mere ALLE steder. Og kysset, krammet og snakket med storesøster imens.
    Det er gået godt – hun er stadig glad, føler sig elsket og heldig med, at hun har fået hele to søstre (det siger hun sgu!), og alt er fint.
    Jeg er glad, stolt og fuld af kærlighed til alle tre.

    En vis dame fortalte mig, at det der med at blive storesøster svarer til, at ens mand siger, han vil have en ekstra hustru (eller i mit tilfælde to) alene fordi man selv er så skøn. Og så SKAL man i øvrigt elske hende (eller dem). Jeg er selv ‘førstefødt’ og husker ikke, at det var slemt at blive storesøster, men ikke desto mindre har det været lidt af et mantra for mig indtil videre…

    Tak for en skøn blog med kloge tanker – jeg er vild med dine indlæg og smukke drenge!

    1. God pointe! Og jeg gør præcis som dig; jeg føler dog ikke jeg prioriterer den store over den lille. De får begge trøst, hvis de har brug for det samtidigt – bare på hver deres måde.
      KH Cana

  4. Det kan være meget svært at dele sol og vind lige. Jeg har en sød søn på 3 og fik så en sød lille pige. Desværre fik jeg en efterfødselsreaktion, der gjorde det svært for mig at rumme begge børn. Heldigvis tog min mand sig meget af den store og de har fået et meget tæt forhold. Før lillesøster blev født var han meget knyttet til mig og ville helst ikke sin far. Jeg er glad for, at de 2 har noget helt særligt sammen, men kan også i stunder for hormonerne raser, føle at jeg har mistet min søn lidt. Men jeg ved at ingen af mine børn føler sig svigtet eller overset

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven