Om at gå fra at have ét barn til at have to børn  

Flere har spurgt ind til det med at have to børn i forhold til at have ét barn. Hvad er forskellen? Og kan man overhovedet elske to børn lige meget? Det er usigeligt svært at komme med guldkorn, som rammer plet hos alle, men jeg vil alligevel gerne dele ud af min erfaring, selvom det er med en smule angstlignende følelser jeg her lægger sandheden på bordet.

IMG_7478[1]

Dengang Thomas og jeg fik Jens, blev verden forandret. Min verden, that is.

Livet blev tilrettelagt efter dette lille nye menneske og han fyldte alt i mit liv. Jeg var så opslugt af min lille baby, at jeg på ingen måder kunne formå at ”dele” min kærlighed til ham, med nogen. Vi var symbiotiske og jeg tog mig selv i flere gange fx at forsøge at rømme mig, hvis han havde en tudse i halsen. Flot, Cana!

Mine følelser var ekstreme og min tilknytning til babyen var enorm. Ude af proportioner, kunne man måske snige sig til at sige. Jeg har utallige eksempler på, hvor jeg har ageret som dronningen over alle løvemødre, men vil spare Jer for de fleste. Dog er der en specifik hændelse, som jeg synes alligevel beskriver mine noget irrationelle følelser ret godt:

Jeg ankommer med s-toget ved Nørreport Station og skal op med elevatoren; i sig selv, er det angstprovokerende for mig, idet jeg frygter at min lille sovende baby skal blive vækket i elevatorens dystre vakuum. Og så sker det; en fremmed dame går med ind i elevatoren. Hun har ikke engang en cykel med. Hun er elevatorsnylter. Og gudnåde trøste mig om hun så ikke også forsøger at KIGGE ned i barnevognen? Altså, hvem tror hun egentlig at hun er? Tror hun virkelig at det er okay, at hun på den måde besudler min baby med sit blik? Jeg tror endda hun forsøge at sige noget til mig – formentlig noget med at han har set sød ud – men jeg kunne slet ikke rumme det. Hun måtte ikke kigge på mit lille perfekte barn. Helst måtte hun faktisk ikke trække vejret, for tænk hvis der nu ikke var ren luft nok til min baby?

Helt ærligt; det var sådan jeg havde det. Ingen var gode nok til at være i min babys selskab; knapt nok Thomas. Jeg var frygtelig. Et hormonelt ragnarok med fuldstændigt absurde forestillinger om egne evner som enebeskytter.

Jeg behøver vel ikke sige, at det var en møghård tid? Altså, sådan helt vildt.

Derfor var det med en lille bitte (megastor) snert af angst, at Thomas og jeg en dag i september sidste år besluttede at ”nu ville det ikke længere gøre noget hvis jeg blev gravid”. Tænk hvis det skulle blive sådan igen.

Gosh!

Nu er han her. Baby vol. 2. Sød, lækker og helt vildt elskelig. Men med fare for at blive lynchet, så er mine følelser ikke de samme som de var med min førstefødte. Jo, jeg elsker min baby ubeskriveligt og jeg vil gøre alt der står i min magt for at beskytte ham; men jeg kan altså godt dele lidt ud af ham. Andre må gerne kigge på ham, snakke til ham, holde ham og sågar endda elske ham, hvis de er i stand til det.

Den helt store forskel tror jeg består i, at da jeg fik mit første barn, var kærligheden så overvældende, at jeg ikke kunne finde ud af at få den placeret. Den tog al pladsen. Denne gang er kærligheden ikke på samme måde overvældende og jeg har igennem mine erfaringer med min store dreng, lært at det er okay at ”give slip” på sin baby. Det er okay, at han ikke længere er en integreret del af mig, som da jeg var gravid, men derimod sin egen lille fantastiske person i rivende udvikling. Kærligheden til min anden søn, har fået en plads ind imellem alt det andet jeg bruger min kærlighed på. Den har fået sin hylde.

Det er en kæmpe lettelse at have det på denne måde; jeg elsker mine drenge lige højt – på forskellige måder, fordi de er forskellige. Ingen kærlighed jeg har til nogen af dem, får lov at overskygge den anden.

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge med ved at klikke på nedenstående – så bli’r jeg glad 🙂

FACEBOOK

BLOGLOVIN

INSTAGRAM

Skriv din kommentar

Kommentarer (10)

  1. Hej Cana
    Jeg har fulgt din blog gennem nogle uger. Jeg er selv mor til 3 store piger på 17, 20 og 23 år. (Jeg er selv 43) Jeg elsker din måde at skrive på. Og kan relatere til så meget af det. Især det her med at gå fra et barn til flere. Om den betingelsesløse kærlighed man oplever som nybagt mor. Om den forskellige kærlighed til sine børn. For selvfølgelig ja, så elsker man sine børn lige meget, men på hver sin måde, fordi de er forskellige individer. Det oplever jeg jo især nu hvor de er blevet voksne. De er alle tre nogle skønne piger, men med hver deres kvaliteter.
    Jeg faldt egentlig over din blog, fordi jeg er vild med din mands musik og tekster og sad en dag og googlede lidt. Jeg synes det er sjovt at følge lidt med. Synes det er fedt at i har overskuddet til at dele lidt af jeres hverdag. Så fortsæt endelig. Jeg læser med og får mange flashbacks, fordi jeg kan kende så meget af det du skriver, selvom jeg, som sagt, ikke har små børn mere. 😉

  2. Jeg kan virkelig kende mig selv i din beretning. Det at blive mor for første gang, fyldte ALT! Det var så overvældende, at få dette lille menneske ind i sit liv. Jeg elskede ham mere, end jeg selv kunne sætte ord på og forstå.
    Og det var bare ikke det samme med nummer to. Kærligheden var bestemt lige så stor som første gang. Men som du skriver, så er det lettere at håndtere og man ved jo lidt hvad man går ind til 🙂 Jeg nyder mine to drenge og elsker dem bestemt lige højt ♡
    Super blog, tak for det.

  3. Hej Cana.
    Hvor er det dejligt at læse din ærlighed, venter selv vores første til februar og er ved at brække mig over de rosenrøde instagramprofiler og mommy-blogs som udelukkende beskriver det at være mor som helt fantastisk og fyld med designertøj og perfekte børneværelser..
    Jeg kan sagtens forestille mig det svære i at skulle “dele ud” af sin baby og være bange for at miste ham til andre- det er den reaktion jeg forudser (og samtidig frygter) hos mig selv allermest.
    Så igen, tak fordi du deler ud af dine ærlige ord, så man ikke føler sig helt alene med tankerne, som kan synes svære at forstå for nogen.
    Kh Amalie

  4. Jeg havde det næsten modsat, da jeg blev mor første gang. Jeg kunne godt se at vores lille dreng var smuk og nem, men jeg kunne simpelthen ikke forholde mig til ham. Jeg mistede pludselige, fra det ene øjeblik til det andet, mig selv. Jeg gik fra at være Lea til at være mor – og det anede jeg ikke hvordan jeg var. Og da jeg heller ikke følte at jeg knuselskede den lille nye verdensborger fra første blik, så blev jeg rigtig ked af det.
    Jeg oplevede ikke den der ‘alt overskyggende kærlighed ved første blik’ følelse som jeg havde forestillet mig gennem hele graviditeten.
    Heldigvis havde jeg fantastisk opbakning fra min mand og sundhedsplejerske, og som ugerne gik og jeg lærte den lille trold mere og mere at kende, så voksede kærligheden til ham også. Og i dag lever jeg ånder jeg for det den lille krudtugle. Han er sammen med min mand mit et og alt – og jeg kunne faktisk forlig mig med tanken om at gå på deltid. Noget jeg aldrig ville have troet FØR jeg blev mor :o)
    Men børn er bare meget mere livsgivende end jeg havde forestillet mig før jeg selv fik et. Nummer to kommer nok også, men nu er jeg meget mere rolig ved tanken om at møde endnu et lille væsen og hviler i mig selv i rollen som mor.

    Til sidst, tak for en skøn blog. Det er en kærkommen overspringshandling i løbet af dagen :o)

    1. Tak for din kommentar, Lea. Dejligt at høre opbakningen fra din mand og sundhedsplejerske hurtigt fik dig på sporet af kærligheden 🙂
      KH Cana

  5. Nøøøøøj hvor det bare lyder som mig det der. Ja havde det på helt den samme måde med vores den første. Jeg kunne blive tæske sur på manden, hvis han lagde ham over i kravlegården, for han skulle ikke ligge der alene, der skulle hele tiden være en af os ved ham. Jeg var ikke særlig god til at give ham fra mig, så andre kunne holde ham og beundre ham. Han var MIN og KUN min. :). og ja når nr to så kommer, så er det hele anderledes. 🙂 Elsker at læse din blog, det giver en så meget ro og følelsen af at man ikke er alene om diverse ikke perfekte tanker og handlinger. 🙂 Tak.