Når følelserne rammer plet

Den tredje juni fødte jeg vores anden søn. Et barn lavet af kærlighed; ligesom den første.

Efter vi kom hjem fra hospitalet, skrev min mand en statusopdatering på facebook om at være blevet far for anden gang. En statusopdatering som kom ud til millioner af mennesker gennem likes, kommentarer og ikke mindst delinger.

Det kan være svært for mig at sætte ord på hvorfor, men jeg tror min mand ramte plet i følelserne hos rigtig mange mennesker den dag.

Det har affødt en hel masse omtale hos medierne i både Danmark og i udlandet – ja faktisk, så var vi i TV2-nyhederne da Peter var 6 dage gammel. 6 dage og sulten, så jeg ammede (selvfølgelig) for åben skærm. Et udemærket statement mit jordemoderfag taget i betragtning.

Nåmen, den opmærksomhed Thomas – og vi som familie har fået, fortsætter faktisk stadig. Derfor har vi i dag fået besøg af Anette fra P1, som skal lave en udsendelse om Thomas’ liv, historie og om at være HIV-positiv. For ja, min mand er HIV-positiv. Og nej, jeg er ikke smittet. Og nej, vores børn er heller ikke smittede. Og nej, jeg er ikke bange.

Jeg glæder mig til at blive interviewet (og håber min stemme er radioegnet!) og give mit besyv med i kampen for at udbrede budskabet om at HIV ikke smitter, hvis den er velbehandlet.

Da Peter blev født, skrev Thomas:

I feb 1994, da jeg var otte år gammel mistede jeg min far. Året efter mistede jeg min mor. Min far hed Jens, og jeg tænkte som otteårig, at en dag ville jeg gerne have en søn, og han skulle også hedde Jens. Ligesom min far.

Jeg fik en ny far, som hed Peter. Det gør han stadig den dag i dag, og selvom jeg sjældent siger det til ham, så elsker jeg ham, ligeså højt som en søn elsker sin far.

Som dreng fortalte jeg min far Peter, at jeg en dag gerne ville have en søn der skulle hedde Jens, ligesom min første far. Peter fortalte mig, at jeg var født med en virus i kroppen, som man ikke kunne behandle og at jeg nok aldrig kunne få børn. Den besked sidder stadig fast på min rygrad, og jeg får stadig helt samme klump i maven, bare ved at tænke på det. – Efter dén dag, fortalte jeg altid alle, at jeg i hvert fald aldrig ville have børn. Selvom det var netop dét, jeg ønskede mig allermest. Hver gang jeg så et stjerneskud, ønskede jeg mig, at én dag, ville viruset være ude af min krop og jeg kunne få børn, på samme måde som alle andre. Jeg kan på én måde sagtens se det bemærkelsesværdige i at en otteårig dreng, allerede tænker på sin videre forplantnig og en hungrende trang til at ville efterlade et aftryk på jorden. Og på én måde, kan jeg sagtens se logikken.

Jeg kan huske at en dag i skolen var der en pige, som fortalte mig, at hendes mor havde sagt, at jeg aldrig kom til at fejre min konfirmation, ligesom de andre. Fordi jeg skulle dø snart, ligesom mine forældre. Som barn kan man ikke forstå hvor ondt den slags gør. Hverken som modtager eller afsender. Heldigvis.

HIV og AIDS var på dette tidspunkt sidestillet med en dødsdom. Og jeg, som 1000 vis af andre mistede én eller flere, som var elsket. I 1997 blev jeg selv så syg, af følgesydomme, at jeg var ved at gå bort. Jeg lå i koma i tre mdr, og blev sendt hjem med den besked fra lægerne, at jeg nok kun havde en uge tilbage at leve i. Jeg husker heldigvis ikke noget af alt dette. Det er noget jeg har fået fortalt. Jeg husker en hospitalsseng, en rullestol, en åben dør og et ord som jeg stadig ikke den dag i dag, helt forstår hvad betyder. “Mirakel!” Og det er alt. Jeg var lige fyldt 12 år.

I 1996 da den første aids-medicin kom på gaden, og medierne stoppede deres skræmmekampagner, fordi folk døde jo ikke længere, kom historien om at man nu kunne behandles, desværre ikke ud med samme power som skræmmekampagnerne havde gjort det i de foregående år. Alle ved jo at død, sælger flere aviser end liv. Den gode historie ér sjælent den bedste. Jeg oplever stadig den dag i dag, at folk spørger mig om, hvornår jeg så skal dø. Jeg smiler som regel til dem og svarer, at jeg ikke tror ikke de er her, til at opleve det.

I dag er forskningen nået så langt, at læge og eksperter har meldt ud:
“I praksis kan langt de fleste hiv-smittede i medicinsk behandling reelt ikke smitte andre.”
Prof. dr. med. Jan Gerstoft, Rigshospitalet.

Jeg lever med min virus, men kan ikke smitte andre. Så længe jeg tager min medicin, er jeg som alle andre.

Jeg er i dag gift med Cana; i dag har vi fået vores anden søn. Vores ældste er lige fyldt tre. Han hedder Jens. Og når jeg ser et stjerneskud, håber jeg på, at hvad end mine børn ønsker sig; så kommer det også til at gå i opfyldelse en dag.

Jeg har aldrig fortalt denne historie før, og deler den først nu, hvor jeg er blevet far for anden gang. Jeg fortæller historien, fordi jeg stadig oplever en stor uvidenhed, når det handler om HIV og AIDS. Og jeg nægter at være tilskuer til at mine børn, skal vokse op i en verden hvor ignorence og frygt har magten.

Del gerne, hvis I ligesom mig synes livet er værd at fejre.

De aller kærligste hilsner fra en nybagt far.

Thomas Buttenschøn

jens og peter

Helt ærligt, jeg er så pissestolt! Stolt over min mands mod og ærlighed. Vær med til at løfte opgaven og del din viden, så vi kan komme stigmaet til livs.

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge med på facebook, instagram og bloglovin

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Fantastisk indlæg og status fra Thomas som jeg delte i sin tid på Facebook. Tak fordi jeg måtte læse med- fik igen gåsehud og postgravid tåre og kan godt forstå du er stolt af din mand