mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Hvordan får man børn?

IMG_7767[1]

Vores fremtid – de unge mennesker på skolebænkene rundt om i landet, skal lære om blomsten og bien. Seksualundervisningen skal flytte kurs fra at handle om ”at undgå graviditet og abort” til at handle om ”graviditet og abort”. Sådan siger Sex & Samfund, som leverer undervisningsmaterialer til alle folkeskoler og ungdomsuddannelser. Årsagen; vi er blevet for gamle når vi får (eller måske nærmere, ikke får) børn og infertilitet er blevet kåret som den nye folkesygdom.

Skide fint tiltag.

Hvis altså det virkede! For helt ærligt, tror nogen i ramme alvor på, at de unge mennesker vælger at få børn på det mest samfundsøkonomisk ansvarlige og samtidigt mest gunstige tidspunkt for fertiliteten, fordi de kommer til at lære om hvordan man får børn?! Undskyld mig, men jeg tror faktisk godt de unge ved hvordan lige præcis den del foregår. I hvert fald i store træk.  Jeg tror til gengæld på ingen måder, at unge under 18 år formår at se så langt ud i fremtiden, som til den dag de måske er infertile. Heldigvis. Når man er ung, er man usårlig og det er mit indtryk, at mange slet ikke kan forestille sig, at de ikke skal være små korporlige superstjerner resten af livet. Vi ved at alle kampagner om ”hvor syg du engang måske bliver af at ryge”, kun appellerer til unge i meget ringe grad. Derfor tror jeg også at kampagnen om ”få børn tidligt eller bliv måske infertil” vil blæse hen over hovedet på mange.

Der findes masser af årsager til infertilitet; kun én af dem er aldersbetinget. En betingelse som jeg for øvrigt er ganske overbevist om, skyldes vores samfundsopbygning og ikke at vi ikke ved hvordan man får børn. En anden årsag kunne være gentagne underlivsbetændelser – fx klamydia, som over 25.000 mennesker blev diagnosticeret med i 2013; imod ”kun” cirka 10.000 i 2000 (kilde: Statens Seruminstitut). Klamydia giver arvæv på æggestokkene hos kvinderne og kan dermed skabe ugunstige vilkår for opnåelse af graviditet. En årsag kunne også være tidligere provokeret abort, som cirka 15.000 fik foretaget i 2013; hvoraf de ca 10.000 var blandt kvinder i aldersgruppen 15-29 år (kilde: Danmarks Statistik). Min pointe er, med en stigning på over 100% i antallet af klamydiainficerede og når to tredjedele af alle udførte aborter er på kvinder under 30 år, så er det sgu nok ikke fordi unge mennesker beskytter sig alt for godt! Seksualundervisningen er ikke på nogen måder blevet for god til at oplyse om hvordan man undgår uønsket graviditet blandt de unge; eller hvordan man beskytter sig mod kønssygdomme, så det er sgu nok ikke dér problemet ligger.

Vi skal efter min mening i stedet lære vores unge, at de skal sørge for at bruge kondom når de har sex med skiftende partnere. Det er simpelthen så pissedumt at gøre andet! Og altså, hvem gider egentlig også røre ved en delepik? Bvadr!

Hvis vi skal være yngre når vi får børn, så skal der samfundsmæssige ændringer til i stedet for skræmmekampagner rundt om på skolerne. Det skal være gunstigt for de unge kommende familier at etablere sig tidligt og der skal være gode vilkår for barsel (og måske et par postbarselsår, med særlige vilkår) hos lønmodtagere såvel som bedrede vilkår hos studerende med børn. Alt andet er simpelthen for dumt at spilde tid på.

Og altså, hvis nogen ønsker seksualundervisning, så skal jordemoderen i mig gerne komme frem til overfladen og smide et par indlæg om tissemænd og tissekoner. Så kan landets skoler læse bloggen imens pengene til ”bliv gravid før du bliver for gammel”-undervisningsmaterialerne, måske kan gå til barnets 2. og 3. sygedag på arbejdspladserne her i landet i stedet? Så man ikke behøver vente til man selv har forældre i pensionsalderen, for at kunne passe sine børn når de er syge. For ja, med unge arbejdende forældre og ligeså bedsteforældre, så er der ligesom ikke mange til at tage over når børnene ligger med gentagne lungebetændelser, skoldkopper, børnesår og alt det der, vel?

 

Det er en ommer, samfund!

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge med ved at klikke på nedenstående – så bli’r jeg glad 🙂

FACEBOOK

BLOGLOVIN

INSTAGRAM

Skriv din kommentar

Kommentarer (26)

  1. Fantastisk indlæg, og for at smide lidt mere på så har den samfundet også indoktrineret 80’er og 90’er generationerne til at skulle få en uddannelse og arbejde før man fik børn…
    Jeg er så nok også en af dem som skal revses lidt, næsten 30 , ingen mand eller børn og ingen planer om det.. Så jeg kommer til at bidrage til en dårlig statestik , men så er jeg glad for at jeg har veninder der gerne vil have børn .. Så måske kan jeg slippe hvis jeg er heldig, hvis de får mere end 2 børn,,, Krydser mine små tykke duke fingre og håber 😀

      1. Det lover jeg, du kender mig 🙂
        Men forstil dig lige noget djævleyngel jeg kunne få, det er skræmmende nok :-))

  2. Først og fremmest hvor er det en fornøjelse at læse din blog. Er selv fra Sønderborg og vores veje har krydset hinanden flere gange som teenagere. Det er lidt hyggeligt at følge et bekendt ansigt.

    Jeg tror du har helt igennem aldeles ret. Vores største problem er ikke at vi får børn sent, men at vi ikke lære de unge mennesker st beskytte sig ordentligt, samt st samfundet ikke er indrettet til at vi skal få børn tidligt.

    Jeg er selv en del af statestikken 30 år, gravid med første barn som er lavet på reagensglas metoden. Og det har taget et par år at nå her til. Ville gerne have haft børn før, men igen det er vores samfund ikke gearet til især i forhold til økonomi, bolig og uddannelse. Og vi er mange derude der gerne vil have mere end 1 barn, men mange får ikke den mulighed med den egenbetaling der er på at få flere børn når man har problemer med infertilitet.

    Det blev vist lidt rodet, men vil i bund og grund bare give dig ret i det du skriver i dit indlæg.

  3. Hvor har du bare ret! Det ville være så fedt, hvis der var nogen, som lyttede til dig! Rigtig godt indlæg 🙂

  4. Argh det er spot on det der 🙂 Rigtig godt indlæg, sidder og nikker og klapper i min små hænder 🙂

  5. Godt indlæg! Vi har herhjemme flere gange haft denne diskussion om samfundets indretning ift. Børnefamilier. Vi er to højt uddannede, med nu 2 børn, lige inden jeg fylder 30. Det er et puslespil at få karriere og familie til at gå op, men vi snor os og prioriterer benhårdtt, bl.a ved at flytte til udkants Danmark (Sønderborg).

  6. So true! Især det med 2. og 3. sygedag.. Børn er som oftest syge mere end 1 dag, og hvor er bedsteforældrene? De er i gang med at selvrealisere og gå til zumba og spille golf, så de har ikke tid at hjælpe. Bevares, vi fik ikke børn for at bedsteforældrene kunne passe dem, meeen det ville være rart med et samfund hvor vi alle kunne hjælpe hinanden og arbejdsgiverne gav lidt mere frirum til os med børn. Så skal vi NOK arbejde det mere når børnene er gamle nok til at passe sig selv…

    1. Zumba og golf er selvfølgelig også kun hvis bedsteforældrene allerede er gået på pension – ellers går de jo på arbejde!
      KH Cana

  7. Skarpt set og godt formuleret! Ku’ rigtig godt ønske mig, at der var et par politikere, der læste det indlæg 🙂

  8. Hej Cana,
    Rigtig godt skrevet!
    Er helt enig, og må sige, det er nogle fede emner du tager op på din blog.
    Bliv endelig ved med det!
    God weekend!
    Dbh. M

  9. Kæft hvor er det lige spot-on det der! Nu er jeg selv lige i målgruppen med mine 19 år (ja, jeg læser mommy-blogs). Jeg tænker da på børn,og ved udemærket hvordan man får dem og hvordan man ikke for dem. Det er bare sådan at jeg gerne vil tage en lang og spændende uddannelse så jeg kan få det job jeg drømmer om. Og du har så ret, børn og medicinstuderende rimer bare ikke så godt, jeg har da undersøgt det selvom jeg på ingen måde står til at få børn inden for de næste 5 år (mindst!!!!!)

  10. Hvor er det her bare spot on. Jeg er selv en kvinde på 24, og egentlig føler jeg mig klar til at få børn, men jeg er studerende og vilkårene er super dårlige for mig – selvom alle siger at det er SÅ fantastisk at få børn under uddannelse. Men nu er jeg også bare opdraget til at skulle være selvstændig og kunne tage vare på mig selv, og alt det der – så har jeg ikke lyst til at min kæreste pludselig skal forsørge mig og vores barn selvstændigt. For det er præcis hvad der ville ske, når han IKKE er på SU, men jeg er. Jeg kan intet tilskud få af nogen art, og jeg vil altså også gerne bidrage! Så børn må pænt vente MINDST 2,5 år.
    Og så kan vi jo så også diskutere om man bør få børn på statens regning, og alt det der – for dét er der jo ihvertfald også MEGET skarp holdninger til. Og hele min generation er i det hele taget opdraget til at være karrieremennesker, mere eller mindre ihvertfald, og det er selviscenesættelse osv. som fylder.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven