Når jeg alligevel bare er mega utjekket

Kender I dét, når man har en lille baby, at selv de mindste ting kan kræve ret meget planlægning og sans for logistik? Sådan er det i hvert fald herhjemme.

Derfor så min formiddag cirka sådan her ud – timet og tilrettelagt:

Jeg stod op i fin tid i morges og fik lille Peter pakket i bilen allerede kl 9.20, så jeg kunne putte ham til sin lange formiddagslur, inden vi skulle være fremme kl 10.00. Vi ankom til destinationen 9.35 og jeg forsøgte at trille en lille tur med Peter i barnevognen, som jeg lynhurtigt havde lirket ud af min lille gule opel corsa. Det gad han (selvfølgelig) ikke og jeg tænkte, at jeg da bare lige kunne sætte mig i bilen og lulle ham i søvn med en babsetår. Som sagt, så gjort. Jeg sad med benene ud af den åbne bildør med front mod en gigantisk legustahæk, hvorfra der lød en klirren med flasker og en sirlig puslen rundt. Og pludselig kom en hårtot og to øjne til syne. Oh fuck, tænkte jeg. Her sidder jeg, med blottede bryster (okay, i hvert fald det ene) og så har jeg fået en “lurer” – det magter jeg ikke!

Da vedkommende havde stået og kigget på mig i godt og vel 15 sekunder, sagde jeg “hej”. Den midaldrende dame, som hun viste sig at være, fløj en halv meter op i luften og svarede “hvad laver du?” Ja, hvad fanden synes du det ser ud som om jeg laver?! Det svarede jeg selvfølgelig ikke, men forklarede pænt at jeg jo ammede mit barn, som havde været ked af det. Fortsat mistroisk spurgte hun hvorfor – og om jeg da skulle ind til hende? Øhhh, nej dame. Jeg har andre planer. Hos din nabo.

For pokker! Megaubehageligt, altså. Jeg ved ikke om andre har det ligesådan, men jeg føler mig enormt sårbar, når jeg er sammen med mine børn – særligt når jeg så ovenikøbet sidder og ammer min baby. Blottet, nøgen og ukampdygtig.

Nåmen, min baby faldt i søvn og alt spillede; jeg slentrede hen ad den lille vej kl 09.59, parkerede min baby i skyggen og ringede på.

De gik lang tid før døren blev åbnet – og så stod hun der; i natbukser og med uredt hår. Pludselig forstod jeg at jeg måtte være galt på den. “Hej. Skulle vi ikke i mødregruppe hos dig i dag?” fik jeg vidst sagt. Og nej, det skulle vi selvfølgelig ikke, for det er i morgen. Flot, Cana. 

For så ovenikøbet at gøre det hele sådan rigtig godt, så skulle vi (ikke) være hos én, som jeg ikke har set, siden min baby var 2 uger gammel, fordi hun har været i udlandet og jeg sidste gang var forhindret. Så jeg kender på ingen måder damen, som jeg fik antastet – på et tilsyneladende meget dårligt tidspunkt.

Og så er det der igen – mit sociale handicap. Jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv; nu havde jeg jo lige planlagt det hele og jeg glædede mig til kvindesludder, kaffeslabberas og frie hænder imens min baby sov. Det hele blev (selvfølgelig) akavet og måske endte jeg i virkeligheden med at gå, uden nogen af os fik sagt farvel. Arghmen, hvor utjekket har man lov til at være?!

Pisseflot, Cana. 

I stedet fik jeg så pakket min baby tilbage i bilen, kørte ind til Sønderborg og købte Lagkagehusets allerstørste latte og slentrede rundt i byen og vinduesshoppede.

Og så købte jeg mig blomster. Og det fineste “støt brysterne” armbånd, som jeg i øvrigt vil opfordre alle til at købe. Man støtter en vældig god sag og armbåndet er faktisk rigtig fint. 40 kroner. Go go go!

Kys fra Cana – som selvfølgelig har sendt en undskyld-sms til antastet mødregruppedame.

Hvis du har lyst kan du følge med på facebook og instagram 🙂

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Hej Cana, er vild med dine briller på dette billede, hvor er de købt og hvad er mærket? Og tak for en god blog.
    Hilsen Kristina også mor til to