Når drenge vil være drenge

Først, dejligt at I læser med – jeg nyder at læse alle kommetarer og vil glæde mig til, næste gang jeg kan snige mig på shopping, at vise mine indkøb frem til Jer 🙂

Dagen i dag startede tidligt, hurra (funnybutnotfunny!) og jeg har derfor haft ekstrameget tid med min store dreng imens den lille tog en morgen/formiddagsskraber.

Da min store dreng startede i børnehaven var det på mange måder starten på en ny æra i hans liv.

Blandt meget andet, blev han nu opmærksom på kønsforskelle; set i børnehøjde, naturligvis. Pludselig blev der gjort forskel på om ting var “seje” eller (bare) “søde”, som Jens oftest vil negligere det til at være. Sød, altså.Ord som pigefarver/drengefarver blev en fast del af hverdagen, ligesom Jens pludselig blev enormt bevidst omkring valg af tøj. Det skal helst være med store print af seje ting.

En aften kort efter Jens var begyndt i børnehave var vi på restaurant hvor der tilfældigvis også var en fedladen skaldet mand med et kæmpemæssigt Iron Maiden print bag på sin sorte t-shirt – i ved den type som jeg (fordomsfuld som jeg er) måske tror har for meget (eller måske i virkeligheden for lidt) testosteron i kroppen, er vild med motorcykler og værkstedskalendre. Jens var vild med ham! Eller altså, i hvert fald med hans udseende, for han fik under ingen omstændigheder lov til at antaste manden for sin neurotiske mor.

Det er jo ikke fordi der overhovedet er noget i vejen med det, eller med den type mand, men min lille dreng, som i min verden hidtil havde været et rent lille væsen uden forudintagethed (modsat moderen), var nu blevet sådan en, som ikke længere affandt sig med at være sød. Han ville være sej. Være farlig. (Have ufatteligt dårlig smag, udfra mine kriterier at dømme). Min lille dreng var blevet – ja en “rigtig” dreng.

Jeg som altid har sagt at vores børn bliver som vi opdrager dem – og så får jeg selv sådan et stereotypt barn, som er vild med spiderman, ninja turtles og pirater. For det har han lært at han skal være. De sociale spilleregler er ikke længere begrænset til hjemmet eller de trygge rammer hos en dagplejer, for min lille store dreng. Han er for alvor trådt ind i vores (lokal)samfund og mestrer – måske heldigvis – at udfylde den rolle han forventes at have til UG med kryds og slange.

Derfor gør det mig sådan lidt ekstraglad, når han derhjemme foreslår at vi skal lave perleplader og så sirligt sætter sig hen og lægger perler i timevis. Det gør mig glad, at han trods alt – i sin trygge base herhjemme – bare gør som han føler for, uanset om det er en “pigeleg” eller en “drengeleg”. 

IMG_7013[1]

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge med på facebook, instagram og bloglovin 🙂

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Ja, hej, må man godt blande sig selvom man ikke har nogle børn? Tilgengæld har jeg en masse forestillinger/forventninger til, hvordan jeg selv vil opdrage mine fremtidsbørn 😀

    Jeg er også helt med på den der med, at der ikke findes pige- eller drengeting og jeg gør alt hvad der står i min magt for at behandle børn på præcis samme måde. Det er godt nok let at falde ned i “hvor er du fin”-fælden med piger, og “hvor er du sej”-fælden med drenge og jeg tror bare, man gør det helt ubevist. Også bare måden man leger med dem på. Jeg er faster til en dreng, der ELSKER biler og hans forældre leger vildt og voldsomt med ham. Mon de også havde kastet sådan rundt med ham, hvis han var en pige?
    Desværre bliver det ved resten af livet, da jeg er en pige, der elsker lyserødt og ting der glitrer, men også interesserer mig og har viden om ting, der typisk er “drengeting”, hvilket kommer totalt bag på folk.

  2. Hej 🙂
    Ganske interessant indlæg om opdragelse og kønsroller hos børn. Min nevø på 5 og niece på 2år er også gode eksempeler på at børns personlighed nogle gange trumfer selv en kønsrolle-fri opdragelse. Han er den sensitive, stille og refleksive dreng som elsker perler og at male og først ved hans børnehave start har han tillagt sig interesse for pirater og biler. Hans lillesøster har fra starten været lige modsat, hun hopper, springer i møblerne og klatre rundt. Har det bedst når hendes far svinger hende rundt i luften eller har hende med i værkstedet. Pudsigt nok efter sin start i dagpleje måtte hendes mor sande at hende og mandens gennemgående kønsneutale opdragelse måtte vige for prinsesse fascination og lyserøde kjoler.
    Når alt kommer til alt kan man vel kun opdrage sine børn med et godt værdisæt og en masse kærlighed så de ved er perfekte præcis som de er. Det er ihvertfald min strategi for mine kommende fremtidsbørn 🙂

    1. Sikke dog en herlig kommentar, Marianne! Jeg tror du har ret. Kærligheden er i virkeligheden det eneste som betyder noget. Alt andet er ligegyldigt.
      KH Cana