Når børnehaven ringer

I dag startede som så mange andre dage her i min barsel: Jeg stod op med børnene efter Thomas var fløjet til KBH og alt var godt. Bortset fra den der lille irriterende morbekymrede følelse jeg havde i maven; Peter skulle vaccineres i dag. Jep, 2 stik i de små lækre flødelår. Og så kørte den ellers i potten på mig. Hvordan timer jeg det bedst med lur? Skal jeg amme før eller efter? Bliver han ked af det? Mon han kan sove igen bagefter? Hele møllen som min hjerne kun har kunnet være totalt inkompetent og ubeslutsom, efter jeg er blevet mor. Ingen rationale eller forståelse af hvad der i virkeligheden er bagateller.
Altså lige indtil telefonopkaldet fra børnehaven, hvor jeg havde sat min store dreng af, da den lille skulle puttes i barnevognen. Det pisselorte frygtede opkald.
Jeg glemmer aldrig engang hvor en af pædagogerne fra børnehaven fortalte mig om den svære opgave, at ringe til forældrene når et barn kommer til skade. Hun fortalte hvordan nogen gik i panik og skreg helt vildt – og jeg tænkte, at det kunne jeg virkelig godt forstå! Tænk hvis éns barn skulle komme til skade – og så imens man ikke er i nærheden. Kan éns barn så overhovedet overleve? Altså, hvis man ikke er der. Eller i hvert fald overleve uden livsvarige traumer?
Pædagogen ringede meget fattet og fortalte at Jens var faldet på en vippe og havde slået hul i hagen, som måske skulle sys. Fuck! Og av av av mit hjerte!
Heldigvis var min far kommet forbi og kunne passe sovende baby imens jeg for afsted for at hente den tilskadekomne. Verdens længste tur til børnehaven til trods for at jeg kørte bil – og at der kun er 500 meter derop. 500 meter i bil, hvor jeg med telefonen på højttaler, fik aftalt med lægesekretæren, at jeg skulle tage min store dreng med til den planlagte vaccination en time senere.
Jeg forestillede mig at jeg skulle ind til et skrigende barn med blod overalt og pædagoger som stod på hovedet over den store ulykke. Men i stedet var det første jeg blev mødt af, en pædagog som smilende sagde “nå, Jens får nok en dejlig kort dag i dag” jatak for kaffe! Kort dag?!! Havde han ikke “bare” slået hagen??! Nå, hun vidste så åbenbart slet ikke hvad der var sket og jeg skyndte mig ind på stuen, hvor min dreng sad i armene på en pædagog – og græd. Og var forslået. Men levende jo. Gudskelov.
Han havde fået en flænge i hagen. Som skulle sys med tre sting. Imens den lille fik 2 – pludseligt fuldstændigt ubetydelige – stik, som jeg nu inderligt håber ikke giver anledning til feber og natteroderi.
Det har været en sindssyg dag – allermest i følelsernes vold. Begge drenge klarede lægebesøg til UG og begge har været glade og legende hele dagen, men øv hvor gør det ondt indeni mig. Mine stakkels, tapre børn.
IMG_6681[1]

IMG_6682[1]
Heldigvis har vi puttet og kysset og hygget – måske endda endnu mere end normalt

Kys fra Cana

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Det gær så uendeligt ondt indeni, når ens børn kommer til skade. Jeg frygter den dag vi skal tackle første skade, vi har klaret os med hvepsestik og hudafskrabninger til nu. Håber begge dine drenge er okay, og at du får en rolig nat.

  2. Jeg føler virkelig med dig… Den skrøbelighed der går hånd i hånd med mor-titlen bliver nogle gange sat lige rigelig i spil… Dejligt de begge er ok oven på den hårde dag, og at du får en nat uden syge børn!