København versus Sønderjylland

Det har delt vandene at vi er flyttet fra København til Sønderjylland; nogle synes det er fantastisk og siger “selvfølgelig – der er masser af plads, højt til loftet og børnene kan lege frit i Jylland” imens andre siger “Der er jo ikke noget at lave i Jylland”.
Begge dele synes jeg har sin berettigelse.
Allerførst flyttede vi fra KBH til et lille hus i Valby. For så havde vi pladsen og haven og byen lige om hjørnet. Alt spillede – ok, måske lige bortset fra en vuggestue, som jeg var svært presset over. Muligvis bare fordi jeg skulle aflevere mit barn der. Mit barn som jeg allerhelst bare ville forblive symbiotisk med. For evigt.
Valby var ikke nok.
Da vi flyttede derfra var jeg på et sted i mit liv, hvor jeg ikke længere kendte mig selv. Jeg havde ikke fået redefineret mig i min dengang nye rolle som mor (det kan du læse mere om her) og jeg var ked af det. Min kedafdethed udmøntede sig ofte som irritation overfor alle andre – og allermest overfor Thomas. Jeg er ham dybt taknemmelig for ikke at være skredet dengang.
Jeg havde brug for min barndomsfamilie. For rammer hvor jeg havde en følelse af at kunne kende mig selv. Og ikke mindst rammer hvor folk omkring mig kendte mig.
Jeg glemmer aldrig da jeg havde min sidste vagt som jordemoder på Hvidovres fødeafdeling og én af mine søde kollegaer kom og gav et kram og sagde “ih, hvor jeg kommer til at savne dig, Cana”. Det var i virkeligheden vildt dejligt – altså bortset fra at hun udtalte mit navn forkert. Normalt rør det mig ikke når folk ikke udtaler mit navn korrekt, men efter 3 år på en arbejdsplads, var det for mig ret sigende at hende den søde jordemoderkollega ikke kunne udtale mit navn. For vi kendte ikke hinanden. Jeg følte mig som verdens mindste plankton blandt tusindvis af småfisk og enkelte store rovfisk. Jeg følte mig ligegyldig.
Da vidste jeg, at det var det rigtige at flytte “hjem” til Sønderjylland, hvor jeg blev husket og havde følelsen af at være vigtig. I hvert fald berettiget.
Vi købte et kæmpe stort hus med udsigt over Flensborg Fjord og højt til loftet. Her kunne vi bo for altid.
Efter vi flyttede har jeg igen lært mig selv at kende (okay, nu praler jeg – i mellemtiden er der jo kommet endnu et familiemedlem og jeg er formentlig stadig lidt hormonelt anlagt, men jeg forestiller mig at jeg stadig har styr på mig selv og mit følelsesliv, men måske vil det være på plads med en opdatering på det om et halvt års tid).
Mit familieliv fungerer og jeg har med mine nye arbejdstider aldrig skullet begrænse Thomas i hverken jobs, rejser eller byture. Og nu er jeg jo på barsel og har tid til hvad som helst. Eller altså, det vil sige, at jeg jo i realiteten ikke har tid til noget som helst andet end at passe mine børn og måske tilsnige mig lidt kvalitetstid med min mand, mine veninder og ikke mindst med mig selv. Jeg når ingenting, men har til trods for mit glødende iværksættergen, faktisk accepteret det.

Inden min barsel frygtede jeg sådan for hvad pokker jeg skulle bedrive tiden med, nu hvor jeg ikke længere kunne slentre rundt i storbyen med en fuldfed latte i kopholderen og en sovende baby i vognen. Hvad laver man egentlig så?

Jeg drikker i hvert fald ikke latte. Eller går på café. Den slags kan man nemlig slet ikke i den lille by hvor jeg bor. I stedet sparer jeg kalorierne fra latten og bliver tyndfed i sofaen imens jeg skriver blog og kigger på min sovende baby.

Men jeg savner København. Og jeg savner det jeg tror København gør ved mine børn.

For jo, der er højt til loftet i Sønderjylland og alle er simpelthen så søde og jeg føler mig på mange måder vigtig hernede. Men jeg savner mangfoldigheden og livet. Jeg savner at min 3-årige kan gå til tegning og cirkus i stedet for fodbold eller gymnastik. Jeg savner at man mødes på legeplads i stedet for at hoppe på trampolin i hver sin baghave. Og så savner jeg den følelse jeg får indeni, når jeg ser hvor godt min mand trives inde midt i København.

Det er smaddersvært at føle sig rodløs – jeg vil gerne begge dele. Min barndomsfamilie, verdens bedste job og nogle dejlige veninder i Sønderjylland – og mangfoldighed, byliv, dejlige veninder og en mand i sit es i København.

Pisoglort.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til 100 % at acceptere ét af stederne som mit hjem, men tager meget gerne imod råd, hvis nogen har siddet i samme situation eller har håndteret disse følelser?

Kom så – København eller Sønderjylland?

IMG_6843[1]

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du blive fast følger af min blog her:

http://www.bloglovin.com/blog/12747775

Skriv din kommentar

Kommentarer (16)

  1. Dejligt indlæg! Jeg har for 9 måneder siden taget samme tur – fra København til Sønderjylland. Jeg elsker Als og jeg elsker København. Jeg finder nok aldrig helt ud af, om det var den rigtige beslutning.

    1. Hvor er det dejligt at vi er “flere i samme båd” – hvordan har det været for dig at flytte “på landet”?
      KH Cana

  2. Nøjagtigt mit dilemma! Flyttede fra Dragør (og ja I know, ikke Kbh) til Vester Sottrup og de første mange gange jeg fløj hjem, måtte jeg fælde en tåre når vi fløj mod Vest. Ikke fordi jeg var så ulykkelig over, at vi var flyttet, men mere fordi det gjorde ondt at “kigge ned” og se Amager forsvinde fra mit synsvinkel. I dag, nyder jeg roen og ikke mindst den korte afstand til grænsen. Er i Flensburg flere gange om måneden og eeeelsker at shoppe i Hamburg. Savner jeg stadig Kbh? Ooork ja! Men græder ikke så meget mere 😉

  3. Jeg ville ønske at de gode Jobs/jobmuligheder lå i Sønderjylland, for så var vi flyttet tilbage fra Aarhus til Sønderborg og vores børn kunne få glæde af deres bedsteforældre og vi ville få mere alenetid og måske mere overskud i hverdagen. Men jobmulighederne gjorde at vi havnede i Skanderborg. Tiden til at bruge byen har vi egentlig ikke tid til alligevel som småbørnsfamilie og husejere, så egentlig savner jeg den ikke længere (men alligevel rart at vide at man har muligheden) Vi er flyttet i rækkehus med naboer som er samme sted i livet som os. Så vi får alligevel lidt luft i hverdagen fordi vi hjælper hinanden med at se efter hinandens børn. Jeg tror ikke man altid kan få det hele men må gå på kompromis med mange ting. Heldigvis er jeg godt tilfreds med vores kompromis.

    1. Kære Vera,
      Det lyder som et smaddergodt kompromis! Jeg håber I har det dejligt allesammen og at lillebrors sult fortsat er til at stille 🙂
      KH Cana

  4. Hej Cana
    Nu har jeg læst dit indlæg her et par gange, og kan alt for godt nikke genkende til dine ambivalente følelser.
    Jeg er født og opvokset i det sydjyske og flyttede til Kbh for at følge min uddannelsesdrøm. Ham der skulle vise sig at blive min mand, boede også i Kbh.
    Marvin blev født og Kbh har været mit hjem de sidste 7 1/2 år.
    Har haft en kæmpe krise med at blive mor – hvem var jeg? Og da jeg havde det aller mest svært med fødselsdepression hvorfor var jeg ikke hos min familie – mit “rigtige” hjem – min mor og far – Jylland.
    Jeg synes stadig der er møglangt til Jylland og retur igen for den sags skyld. Ud at se med DSB.
    Jeg elsker og hader København. Jeg hader afstanden til min familie i Jylland, min bedste veninde, de gamle trygge rammer, et samfund uden alle mulige valgmuligheder.
    Jeg elsker de muligheder København giver mig og ikke mindst min familie. Det er her vores store netværk er. Det er min søns rigtige hjem. Min mands rigtige hjem og det er også mit hjem. Jylland vil altid have en speciel plads i mit hjerte og jeg tror altid jeg vil være ambivalent.
    Jeg tror aldrig man kan putte sit “rigtige” hjem (Jylland) helt i baggrunden, men man kan skabe sig et hjem bygget på rummelighed, muligheder og kærlighed.
    Betyder det i virkeligheden så meget hvor vi så er? Jeg ved det ikke.

  5. Kære Cana

    Jeg forstår hvad du skriver. Det er utrolig svært at have flere steder hvor man for alvor føler sig hjemme. Hjemme i København. Hjemme hos familien og barndomsminderne. Hjemme i byen hvor man var studerende.

    Jeg har taget modsatte skridt som dig. Rykket fra Als til København. Det er heller ikke altid nemt. Men som du også skriver, så er det bare så mega nice med Alsie ekspress. Nemt, lækkert og super service.

    Nyd at der er så højt til loftet og ikke mindst alle de venlige, tolerante og tilbagelænede jyder. Det er i hvert fald noget jeg savner i Kbh…

    Hilsner fra Pia -som hører hjemme flere steder.

    1. Tak for din kommentar; det er dejligt at læse, at jeg ikke er ene om at “høre til flere steder” 🙂
      KH Cana

  6. Hej Cana
    Er for nyligt stødt på din blog, og er blevet fanget 🙂 tak for en masse gode skriverier.
    Dette oplæg måtte jeg simpelthen lige kommenterer. Det kunne have været mig der skrev det, med samme følelser, jeg/vi valgte bare at flytte til KBH igen og give kærligheden og storbylivet en chance mere. Min mand er fra storkøbenhavn, jeg er født og opvokset i sønderjyde og sønderjyde fra yderst til inderst. Elsker Sønderjylland, min Sønderjyske familie som alle bor indenfor en radius af 7 km. Før jeg mødte manden og oplevede og fik smag for Kbh, var Sønderjylland nok. Havde ikke haft brug for andet, men når man har oplevet det og alle de muligheder der er derovre så bliver man jo helt opslugt. Jeg flyttede for første gang til Kbh for 8 år siden, men flyttede hjem til det Sønderjyske allerede 1,5 år efter. Havde savnet Sønderjylland, men man mærker også savnet fra storbyen. Dengang boede min kæreste stadig i Kbh så vi havde langdistance forhold i 3,5 år imens jeg tog min uddannelse. Det var fantastisk at kunne stikke af til storbylivet hver weekend men at hverdagen var i Sønderjylland 🙂 nu bor jeg så i Albertslund og med mand og barn og mærker stadig savnet, og som du skriver det, rodløsheden ind imellem. Men jeg ville nok heller ikke kunne tage min mand væk fra storkøbenhavn uden han blev bare en lille smule rodløs også. Men for dælen hvor er det svært nogengange

  7. Hej,
    Pyh den her ramte lidt hårdt..

    Troede at jeg havde flot styr på det hele, bosat i udlandet på nu 10ende år med min danske mand..
    Vi købte hus sidste år, dagen inden vi skev under testede jeg positiv ❤️

    Det at blive mor er bare alt overvældende på den fede måde!!
    Jeg elsker det, elsker at være i vores lille familiebobbel!!
    Men hold da fast hvor kan man bare slet ikke forudse hvordan det kommer til at ændre ens liv….
    Vi er glade for at bo hvor vi er, fordi her er de rammer vi gerne vil have som familie ..
    Men nøj hvor jeg pludselig savner min familie!!! Siden baby kom har det været overvældende! Og jeg føler mig skrøbelig på en måde som jeg aldrig har prøvet, mig der rejste ud for at opleve verden og som altid har kunne klare det meste på egen hånd .
    Pludselig har jeg bare en overvældende trang til at være tæt på alt det velkendte ( som jo nok har ændret sig en del de sidste 10år)
    Min egen konklusion er at det må være en form for overlevelses mekanisme , midt i alt det nye trækker det som engang var sikker havn, et stabilt stå sted..
    Jeg tror at man kan være glad hvor som helst, hvis man tør , hvis man beslutter sig for at turde springe ud i det, lykken er hårdt arbejde

    1. Jeg kan så godt forstå dine følelser og den ambivalens som jeg læser du har.
      “Lykken er hårdt arbejde” – ja måske.
      KH Cana

  8. Jeg kan sagtens følge dig! Vi læste i Odense – en skøn by! – og flyttede bagefter tilbage til vores barndomsby. Manden blev lærer på min gamle skole og jeg fik en lidt længere køretur – sådan er det jo hernede når man ønsker at arbejde…!

    Vi glæder os altid når vi skal hjem til Odense igen – men vi elsker samtidig at komme hjem til vores lille slot hernede i vores barndomsby – 15 minutter fra den tyske grænse og vadehavet. Det er her vi hører til. Det er her vi kan trække vejret og det er her, at vores familier er – næsten alle indenfor 3 km…!

    Vi savner Odense og dens muligheder – men for os er det måske også lettere. Et få-tal af venner og veninder bor der endnu – vi er nemlig spredt over hele Danmark, Europa – ja Verden! Så at vi boede i Odense ville ikke gøre det lettere at se hinanden (ud over togforbindelsen)…

    Hvad mine børn angår er jeg nu ikke bekymret. De vokser op med familien på nærmeste hånd – i en tryg verden fyldt med ja.. traditioner, sønderjysk kultur – fodbold, gymnastik og meget mere… – Men mor og far, vi skal nok sørge for, at de oplever den anden side: Finkulturen og alt det andet… De skal nok lære at tegne, kigge i mikroskoper og alt det andet. Det har vi nemlig også hernede – og hernede hvor jeg bor samles børnene stadig i hinandens haver, på vejen eller på legepladsen – og er sammen! Og jeg ELSKER DET! Jeg elsker at kigge ud fra mit lille slot og høre børnelatteren uden bilos og sirene – men jeg savner også min anden by, Odense…

    Så hvad gør vi? Jo, først find ud af hvem du i virkeligheden er og hvad du ønsker for dit liv (det kan ændres, så ingen grund til at være bange for at træffe det forkerte valg), husk kærligheden og lev drømmene ud! Det gør vi – og når jeg synes det hele bliver sådan lidt for konservativt og langsomt – ja, så agerer jeg og gør noget skørt! – og ellers pakker vi familien i bilen og tager et smut til Odense på besøg – nyder byen og kører glade hjem igen til vores eget slot!

    Knus fra en, som er sikker på, at du bare skal finde ud af, hvordan du finder det liv du ønsker – uden at gå på kompromis med hvem du i virkeligheden er!