Hvorfor får man børn

Et spørgsmål jeg ofte har stillet mig selv og altid fundet mere eller mindre sufficiente svar på. Forleden faldt jeg så over en fyr, Jeppe Søe, som havde skrevet en ærlig, humoristisk og fuldstændigt spot-on-beskrivelse af hvorfor. Jeg har tilladt mig at fortolke den frit – revideret til at være set fra kvindelige øjne.

Det hele starter med 9 måneder, hvor man langsomt forandrer sig fra en tynd lækker sild (okay, måske hverken tynd eller sild, but you get the picture) til en immobil hval med totalt abnorm kropsfigur. En krop, som i øvrigt bliver anset som “beholder” og din personlighed synes at spille mindre og mindre rolle, des længere du kommer i graviditeten – særligt overfor fremmede, som naturligvis synes det er heeeelt okay at kommentere på babyhylsteret. Okay, jeg har faktisk altid solet mig i kommentarerne og følt mig smuk med min store dunk, men kan ret godt sætte mig ind i, at mange synes det kan være grænseoverskridende.

Herefter en fødsel hvor man kæmper sig igennem vesmerterne gennem et lille døgn; eller et stort. Folk i hvide kitler siger det ser fint ud, men du VED bare, at det IKKE ser fint ud. Det føles jo som om éns “popo” er ved at eksplodere imens klitoris rives i titusind dele. Det føles som en krigszone – og midt i nedslags-krateret efter et krydsermissil kommer pludselig en lille (okay, stoooor) baby til verden. Vupti, babyen lægges på dit bryst – og så skal du gå i den lugt de næste 18 år.

Babyen er uhjælpelig som de der tamagotchi der krævede vores totale opmærksomhed gennem både 80érne og 90érne. Den nye baby spiser og skider og græder. Den ødelægger alle former for samliv med sin insisterende “her er jeg” og “se mig” attitude. Sover i revnen, som jo stopper diverse udskejelser – som man i øvrigt heller ikke kan, da man falder om i koma, så snart barnet gør. Hvor man før sad med en kop kaffe (øhh, eller rødvin!) i stearinlysskær og talte om samfund, religion, politik eller bøger der er læst, er de få minutters samtale nu primært omhandlende en rød plet på babyens skulder, som man lige skal holde øje med – og en del samtaler starter med “tror du egentlig det er normalt at…” hvorefter babyens gråd afbryder og man trøster, mens man googler netsundhedsplejersken, der måde vide om et myggestik er farligt i de første uger.

Der skal skiftes godt 2000 bleer. 2000 gange skal man fjerne de to snipper og åbne til en hørm der minder om indholdet fra containeren med småt brændbart efter en varm dag i solen. Og når man har vænnet sig til stanken, rykker man ind bevæbnet med vådservietter og forsøger at rense ud. Sjældent går hænderne fri for lort. Og ofte når man ikke at se babyens ansigt blive saligt, før en stråle pis rammer direkte op i ansigtet på dig. Som i en hardcore pornofilm fra RedTube må man bare smile af urinbadet, ryste det af sig og snuppe en vådserviet mere fra stakken. Når barnet når de godt 2 år skifter man til UP-AND-GO bleen, der dog kun betyder, at barnet kan tage den af og skide på gulvtæppet.

Ferie er der ingen af, da der skal være råd til bleer, den rigtige økologiske spelt-mad, indkøb fra diverse netshops med børnetøj og det pædagogisk rigtige legetøj. De nye Isabel Marant støvler må vige pladsen for sympatidukker fra Joyk eller Rubens barn. Turen med pigerne på velværeweekend er nu et Baufix byggesæt, som i virkeligheden slet ikke ligner en flyvemaskine. Den nye iPhone6 (som garanteret er endnu bedre til instagram; en telefons allervigtigste feature, hvis du spørger mig) må vente, fordi ungen jo ikke kan bade uden en Mariehøne puttekasse fra Edushape.

Er der endelig en ferie, er det anderledes end før. Man kunne tage til Thailand og ligge på en solseng. Gå i solnedgangen med sin udkårne. Lægge sig i vandkanten og tilnærme sig hinanden på upassende vis. Man gik derefter ind til byen og fik et par drinks og så på neonlysene, menneskerne. Hørte lyden af liv der leves. I stedet er ferie nu timer på en legeplads, som fangevogter der holder øje – og et børnebassin med lavt vand, som ikke engang når til anklerne. Solnedgangen sker mens man ligger på værelset med en sovende unge og byens lys er væk fra tykke mørklægnings-gardiner.

Så kommer vuggestuen, dagplejen, børnehaven, skolen, dussen, foreningen, fodbolden, skolen og kravet om andet legetøj med strøm i, som alle de andre jo også har… og Thailand skydes endnu 10 år frem. Mindst.

Man kunne have levet barnløs.
Bare levet i glæden over, at ens forældre ikke blev barnløse.
Bare have nydt det.
Kørt selvisk gennem livet og oplevet alverdens ting.

Vi har kun eet liv og bruger de 20 år af det – mindst – på at være noget for nogle hjælpeløse arvtagere til den trone, du ikke engang har tid eller råd til at bygge op.

Så hvorfor faen får vi dem egentlig… børnene…
Jeg har to af slagsen og kan give et klar svar.

Fordi det er det fedeste i hele verden!

Man tror man kender til kærlighed. Men når et barn kommer til dig, åbnes en ny skuffe af store følelser, som du ikke anede du rummede. Du mærker, udover kærligheden, at det først er nu du oplever meningen med livet.

 

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Hvor det skønt og utrolig sandt! Livet bliver aldrig det samme og selvom man godt kan længes efter Thailand og solnedgange, så giver børn bare en glæde som man aldrig ville kunne drømme sig til.

  2. Hvorfor er man selvisk, hvis man ikke vil have børn?
    Hvorfor tror du ikke, at man kender til meningen med livet? Tro mig – den kan faktisk godt være større, end bare lige ens nærmeste familie 😉