Utilstrækkelighedsfølelser

Min allerstørste frygt ved at få barn nummer to var “når begge børn græder”.

Hvad stiller man op? Eller, hvad stiller jeg op? Heldigvis har Thomas, trods travlhed, været rigtig meget hjemme, hvilket naturligvis gør dilemmaet ubetydeligt. 2 børn til 2 forældre = harmoni.

Men når så jeg er alene med børnene, kan jeg næsten få præstress over “hvad nu hvis…” (Okay, det var løgn – jeg får ikke næsten præstress, men totalt præstress).

Jeg ved ikke om det gælder alle nybagte mødre til nummer to, eller om det bare er mig. Mig der kæmper med angsten for ikke at slå til. Angsten for at min den lille ikke får den ro han fortjener og angsten for at skuffe den store.

Jeg er af den overbevisning, at man altid skal tage en babys gråd alvorligt. Det er aldrig bare hysteri. Eller vrede. Eller for at være irriterende. Og det kan aldrig bare lige vente 5 minutter. Måske er det mig der er hysterisk, men det er sådan jeg har det. Men det stiller jo også store krav til mig – jeg skal altid være der for den lille og følge hans behov. Samtidig med at jeg (selvfølgelig) stadig gerne vil være en god mor for den store. Lege. Nusse. Grine. Passe på.
Men jeg kan jo for pokker ikke være to steder samtidig…
Og sådan kører den i hovedet på mig. Jeg bliver stresset over angsten for egen følelse af utilstrækkelighed. For pokker.

Det har endnu aldrig været et problem – altså i virkeligheden. Og alligevel fylder det i min bevidsthed. Det er sgu da fjollet.
Morhjernen – eller i hvert fald min – har et overload af (ubegrundede) bekymringer, som jeg, på trods af et ellers udemærket rationelt potentiale, ikke kan finde ud af at komme af med.
Det er jeg træt af. Så hvis du sidder med guldkorn, så bring ’em on.
Please.

Kys fra Cana

 

Skriv din kommentar

Kommentarer (12)

  1. Troede det bare var mig der havde den følelse… Får altid at vide af manden, at jeg er hysterisk, og at ingen af børnene lider nød. Nej, måske ikke, men det ændrer jo for pokker ikke på den FØLELSE jeg har, når jeg ammer, og ham den 3-årlige gerne lige vil vise mig noget inde på værelset! og jeg igen må sige ‘jeg kommer lige om lidt – Jens skal lige spise færdig’. Har igen guldkorn….håber nogen andre har.

  2. Jeg tror det er alle mødres største dilemma -at være tilstrækkelig og opfylde begge børns behov:-).
    Noget jeg gjorde da min prinsesse var baby og storebror også havde brug for mig under en amning var at lære at amme stående eller i gang. Ja jeg har endda simpelthen ammet gående hjem fra børnehaven fordi storebror racede afsted på løbecyklen… Jeg er ikke sikker på at det er et godt råd dog…
    Mit bedste råd er, at droppe alle undskyldninger overfor storebror der hedder “lillebror/søster skal lige have mad” eller “lillesøster/bror græder” eller “tag nu hensyn til lillesøster/bror” eller lignende. Men istedet påtage sig ansvaret selv og sige “mor skal lige blive færdig” eller “du skal være stille nu”. I bund og grund tror jeg det er vigtigt at man ikke omtaler den lille som “det problem”, der gør at storebror får mindre tid.
    Men mine unger var så nemme og glade for hinanden, så jeg er nok alligevel dårlig til at give gode råd

    1. Tak for super tip! Det er hermed noteret! Og jae, gående amning har jeg såmænd også præsteret; hen over rådhuspladsen i KBH, selvfølgelig. Hvor ellers?

  3. Haps, så fandt jeg lige din blog – den tror jeg da, jeg skal følge. Er også selv lige blevet mor her 31. maj til en lille dreng og vi har også storebror på 2,5år, så jeg kender godt til følelsen med at stresse lidt over at være selv med to unger. Og det er bare IKKE sjovt, når de begge græder. Prøver som oftest at tage den lille først, da det er et basalt behov – tryghed eller mad. Så ‘pat i munden’ og så kan storebror få et knus ved den anden skulder. Og hvis jeg sidder og ammer, så kan jeg ofte aflede den store fx ved at bede ham hente noget legetøj hen til mig og så kan vi lege med det der, hvor jeg sidder (dvs sofaen).
    Hvis manden er væk flere aftener i træk, så tager vi hjem til mine forældre – det er så dejligt med flere hænder til at styre ungerne…

    Måske lidt et tabuemne, men måske du ku lave et indlæg om det at være mor til drenge? Må jo ærligt indrømme jeg havde håbet lidt på at få en pige – elsker naturligvis mine drenge overalt på jorden og det er fedt at ha’ to af samme køn, som sikkert får stor glæde af hinanden. Var selv lidt en drengepige som lille, så det er fedt nok at have drenge, man kan spille fodbold med osv. Jeg har bare en lille sorg over måske aldrig at få en lille pige – medmindre vi skal have barn nr 3, hvilket manden ikke er superbegejstret for.

    Og ja smartphone på baby – been there, done that. Ligesom jeg altid finder madkrummer/stykker på ham. Altså hvis man vil vide, hvad jeg har fået at spise, så bare kig på babyen.

    1. Hej Annette,
      Først, dejligt at høre du vil følge med! Det lyder som om vi på børnefronten har en del til fælles. Og jo, jeg vil mægtig gerne skrive et indlæg om “at have drenge”, da jeg – som du – finder det enormt relevant. Coming up soon 🙂
      KH Cana

  4. Well, well, well… I did warn you, didn’t I — er nu full blown addicted af din blog og smovser mig ind i en masse af dine indlæg – nye som gamle 😉 😀
    Må lige tilføje min begejstring for din bramfri ‘blogstemme’ og din hvad-der-synes-som-utømmelige-moderkærlighed… you rock, Mama C!

    Og skal også nok love jeg ikk disker op med små (hahah SOM OM jeg kan begrænse mig til små) kommentarer på samtlige gamle indlæg vis relevans måske er gået af mode, men denne her ramte mig bare lige i et af de steder, hvor jeg er nødt til springe med på Gode Råd-vognen… (og jeg mener ikk de synnejyske småkache i denne sammenhæng) 😉

    Jeg er stadig kun single-mama – altså dvs. er skruk som ind i H……, men til dags dato har jeg kun avlet et styks arvtager (til gengæld en LÆKKER en af slagsen). Laurits er godt på vej mod 5 år og believe you me, når jeg siger det der til-randen-fyldte-næsten-bristepunkts-ramte moderhjerte du render rundt med — det VOKSER med opgaven og selvom det føltes umuligt før så ÆLSKER jeg ham lidt mere for hvert eneste dag, der går… og han blir også bare sjovere og sjovere! Det’for’vildt man kan være så heldig… ikk??

    Anywho – back to the point… min smukke Søster fik et råd, som hun fulgte ved bebse nr. duo og det har altid givet ret god mening for mig… hvis og når min nr. to kommer har jeg tænkt mig at følge det. Jeg kender min søn Laurits og jeg tror det vil være det rette at gøre… men han vil nu være så gammel til den tid, at det måske slet ikk er så relevant mere.

    Ihvertfald— min søster og hendes søde hubby gjorde det, at de som hovedregel i de (overraskende sjældne) tilfælde af dobbeltgråd/hysteri/behov-for-trøst hos afkommet, faktisk altid prioriterede den ældste…

    ‘Jamen, hvad med babyen – det kan man da ikk!?!’ tænker du måske og stempler mig som ignorant ene-barns-mama… men jo egentlig gir det jo lidt mening… hear me out;

    Nr. 1 har været der længst… som du selv nævner i et indlæg er nr. 1 prøveklud for ALTING, fordi vi som forældre INTET har prøvet før vel?? Det er prototypen… forgængeren… der, hvor vi VIRKELIG messer (læs: FUCKER) up… nr. 1 er vant til vores fulde opmærksomhed.. vant til at være Universets Centrum (ihvertfald i familien) og i forvejen er det jo SINDSSYGT emotionelt overvældende for dem at blive STOREsøskende… så på den måde kan overgangen fra der, hvor den lille skrigeballon kommer ud og til søskendekærligheden for ALVOR har sat ind, måske gøres nemmere ved at vise nr. 1 du/I stadig er der… og der er stadig MASSER af plads til ham og ALT hvad han er.
    Nr. 2 er jo pr. definition vant til der er et ældre barn i familien… en de instinktivt ser op til, kopierer og lærer af… beundrer, har brug for og stoler på… de har ikk den samme brug for forældre (ihvertfald ikk med tiden) og forældre har (forhåbentligt) lært at skrue bare en enkelt tand ned for hysteriet… gi’r det mening?? 🙂
    Selvfølgelig skal babyen plejes og passes og ammes og bøvses af og håndteres og tages alvorligt… ABSOLUT og helt uden tvivl… jeg mener BESTEMT også at babyer græder for en grund!! MEN… jeg tror også 3-årige reagerer og har brug for mor, når lillebror/søster er kommet for en grund… en grund der måske skal tages ENDNU mere alvorligt… de kan måske tale og gå og VIRKER ikk så hjælpeløse…. men de er jo først ved at danne selvværdet… og de 3 minutter baby måske liiige skal vente på en ren ble, kan være de 3 minutter der gør at Nr. 1 igen blir tryg, rolig og værdsat i, at Mor eller Far stadig ser ham.. mærker ham… er der for ham… you know??

    Jeg håber, du er med på, at jeg på INGEN måde antyder I er hysteriske hjemme hos jer… og at jeg jo ikk har prøvet dette på egen krop (endnu) og derfor sæføli bare spiller skidesmart 😉 … men jeg synes alligevel bare rådet gav genklang i mit hjerte… måske det også vil gøre det i dit??
    Prøv at tænk at vi kan få lov til at være med til at skabe kærlige dybe søskendebånd udfra den måde vi vælger at håndtere den første tid… det er da en ære… <3 <3 <3

    Jeg glæder mig til at læse en masse mere om dit Tankemylder og dine hverdags-lykligheder 🙂

    Varme Tanker (og Fan-håndtegn) fra Milla